AaB venter i Aalborg

Guld mod bronze-vinderne?

Når tilhængerne af F.C. København skal se tilbage på mesterskabssæsonen 2012/13, så er der nogle sejre der vil stå klarere i hukommelsen end andre.

En af disse kampe er sæsonens første møde med Randers FC. Det var i slutningen af august, og kort før pausen fik Ronnie Schwartz alt for meget plads, og hans lange løbetur endte med, at han sendte bolden i mål med en fladt skud. Et lille kvarter inde i 2. halvleg bragte Nicolai Jørgensen dog balance i regnskabet, men det tog blot tre minutter før Ronnie Schwartz havde genetableret Randers' føring. Michael Jacobsen tog med hånd uden for feltet, men dommer Michael Svendsen vurderede at forseelsen var begået i feltet - og derfor var der straffespark. Den chance forspildte Ronnie Schwartz ikke.

Da de 90 minutter var spillet stod den stadig 2-1 til Randers FC, hvilket sikkert har glædet de fleste af de 6.112 tilskuere, men det hele endte i hovedrysten hos Randers-spillerne og i vild jubel hos FCK'erne, for i kampens overtid lykkedes det først for Andreas Cornelius at udligne - og halvandet minut senere hovedstødte Sölvi Ottesen bolden i mål til københavnsk 3-2 sejr.

Sæsonens andet opgør mellem de to klubber bød langt fra på det samme drama, for allerede efter 25 minutter havde Andreas Cornelius og Ragnar Sigurdsson bragt Løverne foran 2-0, en føring der blev kørt stensikkert i land.

Nu er det tid til opgør nummer tre, denne gang i Randers, og skulle det atter blive dramatisk - så er det OK, bare det igen ender med en københavnsk sejr...

Formkurven noget svingende
Randers FC overvintrede på Superligaens 5. plads med 31 point, og var på det tidspunkt to point efter AaB på 3. pladsen. Randers FC fik dog en rigtig godt start på foråret, og på et tidspunkt var der endda snak om, hvorvidt Randers FC kunne komme op på 2. pladsen?

Så fulgte en periode med noget svingende resultater, så i skrivende stund er Randers FC godt nok stadig at finde på 3. pladsen, men de presses benhårdt af AaB, der meget gerne vil have fingre i et sæt medaljer – og kun er to point efter hestene fra Randers.

AaB og Randers FC kommer formodentlig til at afgøre placeringen af bronzen, når de i sidste spillerunde mødes i Aalborg.

Randers FC kan for øvrigt blive den første medaljetager siden Farum BK i 2002/03 til at vinde medaljer med en negativ målscore. Efter 0-3 nederlaget i søndags til FC Midtjylland har Randers FC pt. minus syv i målscore, mens Farum BK dengang for 10 år siden vandt bronzen med minus ni i målscore.

Omend Randers FC ikke har fået så mange point på det seneste, så har det dog stadig været en ualmindelig god sæson for oprykkerne. Udover at have muligheden for at vinde bronzen, så kom Randers FC også i finalen i DBU Pokalen, en finale der dog blev tabt 0-1 til sæsonens anden oprykker, Esbjerg fB.

Hvem scorer målene?
Rent offensivt har Randers FC især lænet sig op af Ronnie Schwartz, for med 13 Superligamål i denne sæson, så er han den ubestridt farligste mand i Randers-trøjen.

Nummer to på Randers FC's topscorerliste i Superligaen er den blot 20-årige Nicolai Brock-Madsen, han har scoret fem mål. Herefter følger Alexander Fischer, Jonas Borring og Jonas Kamper, alle tre mand har scoret 3 Superligamål.