Gode weekendresultater til FCK2, U19 og U17

Fredag eftermiddag mødte FCK U19 på udebane Brøndby IF og fik 2-2. Lørdag klokken 13 var det så U17 der var i aktion, og endte med at vinde 2-0 over AaB i Aalborg, og lørdag eftermiddag lykkedes det så for FCK2 at slå topholdet Brønshøj med imponerende 4-2.

 

Af Jan Eliassen

FCK.Dk fik fat i Brian Riemer, manden på sidelinien til både U19- og FCK2-kampen, for at få hans kommentarer til U-19 kampen mod de blågule og FCK2’s sejr over Brønshøj.

 

Fantastisk sejr over Brønshøj

FCK2 gik ind til kampen med lidt bange anelser, for i forlængelse af 1. holdstruppens små skavanker, så måtte FCK2 stille med en noget svækket trup, hvor flere nøglepersoner manglede på holdet. Derudover var Brønshøj jo et af topholdene fra 2. division Øst, så der var lagt op til en svær opgave for FCK2.

 

Brian Riemer sagde om opgøret mod Brønshøj:

 

- Strategien var at stå kompakt, afvente en smule og ikke lukke for meget op. Vi fik så en drømmestart, hvor vi kom foran efter 45 sekunder – et fremragende gennemspillet angreb, endte med et hårdt slået indlæg fra Sean Christoffersen og Thomas Delaney bragte os så på 1-0. Resten af halvlegen forsvarede vi os fint, og bedst som det man troede de ville komme tilbage i kampen, så slap Andreas Moos igennem og udspillede Brønshøjs keeper til 2-0. Det resultat holdt til pausen på flot vis og efter godt arbejde i organisationen, sagde Rimer og fortsatte:

 

- Vi snakkede i pausen om at fortsætte fine takter, for Brønshøj ville nok komme for fuld damp. De gjorde de også, og kom desværre på 2-1 tre minutter inde i 2. halvleg. Det kunne være blevet giftet, de havde ny energi og mod på det – men vi fandt hurtigt vores flow og var så med igen – og da vi så på et godt opspil mellem Delaney og Moos – og slutstation Sean Christoffersen, kom på 3-1, så var vi i fuld kontrol.

 

Brian Riemer havde dog gerne undværet den spænding der kom, da Elllegaard og Sonne stødte sammen:

 

- Med ca. 15 minutter igen tørnede Ellegaard og Sonne sammen med så stor kraft, at begge mand måtte sys med henholdsvis 9 og 11 sting (begge har det dog fint nu), og det betød en dobbeltudskiftning og en smule ”panik” på bænken pga. blødende spillere. Men heldigvis sørgede Moos med et fint gennembrud, hvor han dog blev fældet i feltet, for at Saban Özdogan kunne score til 4-1 og sikre sejren. At Brønshøj så fik scoret i overtiden, var blot ren kosmetik.

 

Den samlede konklusion på kampen fra Riemer var:

 

- Det var en holdpræstation, alle ydede 120%  og arbejdede benhårdt for hinanden. Vi spillede med et højt teknisk niveau, og sejren er et kæmpe cadeau til spillerne, og et godt bevis for at talentmassen, når den virkelig sprudler, har et meget højt niveau!

 

Et flot point på udebane mod Brøndby IF

Oplægget til fredagens U19-kamp mod Brøndby var lidt det samme som lørdagens FCK2-kamp mod Brønshøj, for U19 skulle også møde et tophold. For ca. 5-6 uger siden spillede U19 træningskamp mod BIF, og tabte klart 3-1. så FCK U19 skulle være påpasselige – for også fredagens kamp var en svær opgave.

 

Brian Rimer sagde om fredagens opgør:

- Vi startede fornuftigt, gjorde det taktisk godt, og vi spillede med en kompakthed der tvang dem til at spille bredt – og ikke centralt – og Brøndby fik ikke mange chancer, dog ramte de stolpen en enkelt gang. FCK U19 havde dog heller ikke de store chancer, så 1. halvleg har nok været lidt kedelig, og meget taktisk, affære, der da også endte 0-0.

 

Men i 2. halvleg kom der gang i sagerne:

 

- 2. halvleg lever op fra start. Efter 48 min kommer FCK igennem på højrekanten, kombi, Milan Johansen slår et godt og præcist indlæg, og topscorer Morten Thomsen dukker op mellem venner og fjender og gør det til 1-0. Det var klogt spillet, men nok ikke fair i forhold til spil og chancer. Bedst som vi skulle til at forsvare os imod 1-0-føringen, så koksede det i Brøndby forsvaret – og da Morten Thomsen så kørte igennem og vippede den ind til 2-0. Indrømmet, vi havde været en smule under tøflen, men pludselig var vi foran med to, sagde Brian og supplerede:

 

- Nu skulle vi så ”bare” holde så længe som muligt, vi vidste det ville blive svært – og Brøndby fik da også reduceret i det 72. minut. Herfra og hjem var det en hundekamp, der blev flået og fightet frem og tilbage – der var chancer til begge hold – dog var Brøndby klart spilstyrende. Det hele sluttede med at de, efter et par kontroversielle situationer desværre fik udlignet to minutters overtid.

 

Brian Riemers konklusion var som følger:

 

- Brøndby var bedre i det offensive plan, men vi leverede varen, og viste stor skarphed offensivt når det gjaldt. Jeg er meget stolt over at se drengene levere så fin en kamp mod et hold der har otte landsholdsspillere i U19-truppen. Nu har vi fået syv i seneste 3 kampe, ydet en flot indsats og fået os kæmpet opad til midt i rækken. Det var en fin holdindsats, og den udmøntede sig i et flot point mod Brøndby IF.

 

Næste weekend

Den kommende weekend byder på U17-kamp den 10. oktober mellem FC København og FC Midtjylland, og så spiller FCK2 dagen efter klokken 1030 på Frederiksberg. Her er modstanderen HIK.