Gode præstationer af U17 og U19

Gode præstationer af U17 og U19

Lørdag eftermiddag var både U17 og U19-holdet i aktion. I Brøndby vandt U17 med 2-0 over de værterne, og i Vejle lykkedes det for U19 at få 3-3 efter at have været bagud 3-1 knapt ti minutter før tid.

 

Af Jan Eliassen

U17-holdet var i aktion allerede klokken 12 – på en for øvrigt ekstremt dårlig bane – og her var 1. halvleg ikke specielt god set med københavnske øje. Stillingen var 0-0 ved pausen, og i 2. halvleg kom FCK U17 så godt igen. De fik sat sig på kampen, og kom fortjent foran 1-0 efter 61. minutter på et mål af Danny Amankwaa. Angrebsspillet var bedre og det førte til, at FCK U17 skabte mange chancer. I slutningen af kampen satsede Brøndby kraftigt for at få udligningen, og de fik også lagt et godt pres – blandt andet fordi de smed nogle store drenge ind og op i top. Det fik skabt lidt virvar, men FCK U17 red stormen af, og så lukkede Pierre Larsen opgøret i sidste minut af kampen, da han sikrede FCK U17 en 2-0 sejr – og det var meget positivt med sejren – og vigtigt for topstriden i U17 Ligaen.

 

Flot comeback af FCK U19

FCK U19 var desværre skadesramt i kampen mod Vejle, hvor blandt anden bagkæden var ændret – og samtidig fik FCK den værst tænkelige start, da en personlig fejl betød at Vejle kom foran 1-0 allerede i kampens første minut. Lidt af en kold spand vand ovenpå den lange tur til Vejle.

 

FCK U19 spillede egentlig fornuftigt, de havde bolden mest, havde flere yderst fornuftige angrebskombinationer, og der var en følelse på bænken af, at nu måtte udligningen snart komme – men i stedet for det, så blev et langskud fra en Vejle-spiller rettet af, og så var FCK U19 bagud 2-0.

 

Herfra var det op af bakke, men FCK fortsatte ufortrødent og var tæt på 2-1 inden pausen, men desværre blev den store chance brændt. I 2. halvleg trak Vejle sig lidt tilbage, FCK U19 holdt fast i det fornuftige spil, og i det 54. minut blev det så 2-1, da Sebastian Nielsen huggede bolden i kassen. Nu ville FCK vinde, gejsten var der … og så skød Vejle atter engang på mål, og endnu engang endte bolden på forunderlig vis i målet, og denne spand vand i hovedet, var endnu koldere end den fra kampens 1. minut.

 

Men FCK U19 viste stor moral, og leverede et flot comeback. Først reducerede Milan Johansen i det 82. minut, hvilket var meget ”passende”, da Lasse Horn forinden havde slået en fornem diagonal stikning til Milan. Blot to minutter senere kom udligningen så, og denne gang var målscorere Jonas Henriksen – og samme mand var endda tæt på at sikre FCK U19 alle tre point, da han i kampens sidste minut headede på undersiden af overliggeren.

 

Efter kampen sagde træner Brian Riemer:

 

- Ros til drengene for at holde konceptet, og for at have rigtigt godt fast i Vejle. Set fra min side, også kæmpe ros for deres rigtigt gode offensive spil, det fine opspil og for en ukuelig tro på projektet – selvom de havde alverdens modgang. Jeg er dybt imponeret over deres mentale styrke. Naturligvis er jeg ikke tilfreds med at lukke tre mål ind, alle på en billig baggrund, men alt i alt, så er indsatsen mere end godkendt – og vi havde fortjent at få alle tre point.