Foreningen ForKBH og F.C. København sender Dream Team til Genuine Cup i USA
Den prestigefyldte, internationale turnering for unge med neuroudviklingsmæssige handicap får for første gang dansk deltagelse, når Dream Team F.C. København flyver til Texas med løven på brystet den 27. juli.
Genuine Cup er den eneste af sin slags i verden og har til formål at bruge fodboldens sociale sammenhængskraft til at fremme inklusion af idrætsudøvere med neuroudviklingsmæssige handikap (som eks. autisme).
50 storklubber fra hele verden er repræsenteret ved den prestigefyldte turnering i Houston, der nu også får deltagelse af løverne fra den danske hovedstad.
Fodbold er for alle
F.C. København og Foreningen ForKBH har modtaget en eksklusiv invitation, der gør det muligt for Dream Team at deltage i en af verdens største inklusionsturneringer. Bag invitationen står den spansk/amerikanske fond, the Torras Foundation, som har etableret turneringen med det formål at øge og hylde mangfoldigheden og diversiteten i fodbolden.
Foreningen ForKBH har modtaget invitationen på baggrund af F.C. Københavns unikke samarbejde med Høje Taastrup Parasport og det helt særlige fodboldhold, Dream Team - et fodboldhold for børn og unge med handicap og særlige behov.
Med deltagelsen ønsker F.C. København at sende et klart og tydeligt budskab til omverdenen: Fodbold er for alle, og sport er en universel rettighed.
Klubben ser derfor stolt frem til, at Dream Team F.C. København løber på banen i Houston side om side med hold som Manchester United, Inter Miami CF, FC Barcelona, Paris Saint-Germain, FC Seoul, Boca Juniors, Ajax og AS Roma.
Med Røde Kors på brystet
Spillerne, der repræsenterer F.C. København i USA, har fundet hinanden i et tæt samarbejde mellem Høje Taastrup Parasport, KB og F.C. Københavns samarbejdsklubber. Det københavnske Dream Team består af spillere mellem 16 år 20 år, der alle har forskellige udviklingshandikap.
Allerede inden afrejse har spillerne dog allerede fået den første store oplevelse, da holdets allerførste træning til stor overraskelse foregik i Parken. Her dukkede F.C. Københavns Rodrigo Huescas op for at hylde klubbens nyeste repræsentanter, og på vegne af førsteholdet forærede han et helt sæt spillertøj til hver enkelt Dream Team spiller - selvfølgelig med Røde Kors på brystet.
Første initiativ fra Foreningen ForKBH
Deltagelsen i Genuine Cup er det første initiativ fra F.C. Københavns nyetablerede forening, Foreningen ForKBH, der arbejder for at engagere flere børn og unge i fodboldens sammenhold på tværs af kultur og baggrund.
Foreningen er almennyttig og selvstændig, og netop det faktum gør det muligt for the Torras Foundation at støtte det danske hold med en særlig donation, der dækker alle omkostninger - herunder flyrejser, overnatning, måltider og lokal transport samt deltagelse i turneringen.
Med deltagelsen i Genuine Cup ønsker F.C. København og Foreningen ForKBH at vise, hvordan fodbold kan bidrage til social inklusion, samhørighed og store oplevelser – uanset hvilke forudsætninger og hvilken baggrund man har.
>> Læs mere om Foreningen ForKBH
Faktaboks om Genuine Cup
Genuine Cup er en af verdens største inklusionsturneringer i fodbold og afholdes igen i år i Houston, Texas, USA, med deltagelse af mere end 50 hold, som repræsenterer nogle af verdens største fodboldklubber.
Turneringen er for børn og unge over 14 år med udviklingshandicap, intellektuelle funktionsnedsættelser og autisme. Alle holds udgifter finansieres af the Torras Foundation.
Faktaboks om Foreningen ForKBH
Foreningen ForKBH er en selvstændig, almennyttig forening stiftet af F.C. København med det formål at fremme fodboldens sociale og sundhedsmæssige værdier samt diversitet i Danmark og udlandet.
Dette sker gennem bevægelse, træning, turneringer, uddannelse af trænere, etablering og udvikling af fællesskaber på tværs af kultur og baggrund samt indsatser for at støtte deltagerne i sammenholdet.