Stjarnan FC i Europa League-aktion mod Inter i 2014

Fokus på Stjarnan FC

Stjörnuvöllur
Torsdagens kamp spilles på Stjarnans stadion Stjörnuvöllur (også kaldet Samsung völlurinn), der ligger i byen Garðabær. lige udenfor Reykjavik. Garðabær er den 6. største by i Island med ca. 14.000 indbyggere.
 
Stjörnuvöllur, der har kunstgræs, har plads til 1400 tilskuere, hvoraf de 410 er ståpladser.

Stjarnans store stjernestund
Klubben har siden 2009 spillet i den bedste islandske liga, Úrvalsdeild, og det er blevet til et enkelt mesterskab i 2014, som de vandt på dramatisk vis!

FH fra Hafnarfjörður - der blot ligger ca. 10 km fra Garðabær - førte rækken med 2 point, inden de to hold mødtes i sidste spillerunde. Stjarnan kom foran kort før pausen, men efter en times tid fik deres anfører direkte rødt kort, og lidt efter udlignede FH. Men i kampens tillægstid fik Stjarnan et straffespark, der sikrede sejren - og mesterskabet.

Stjarnan i Europa
En tredjeplads i 2013 sendte for første gang Stjarnan ud i Europa, og det slap de virkelig godt fra ved at nå helt til Europa League-Play Off, før de fik ørerne i maskinen mod Inter:
Q1: Bangor (Wales) 4-0 hjemme og 4-0 ude
Q2: Motherwell (Skotland) 2-2 ude og 3-2 hjemme (efter forlænget spilletid)
Q3: Lech (Polen) 1-0 hjemme og 0-0 ude
PO: Inter (Italien) 0-3 hjemme og 0-6 ude

Mesterskabet i 2014 gav en plads i Champions League-kvalifikationen, men Celtic var for stor en mundfuld i Q1 og vandt 2-0 hjemme og 4-1 ude. Siden har Stjarnan ikke været i Europa.

Stjarnans første danskermøde
Stjarnan har aldrig mødt danske klubber, men 14 gange har andre islandske hold mødt danske klubber i de europæiske turneringer: ni danske sejre, to uafgjorte og tre islandske sejre. Målscoren er 30-14 i dansk favør.
 
Førstepladsen røg i weekenden
Inden weekenden toppede Stjarnan den islandske liga, , men søndag aften led de sæsonens blot andet nederlag med 0-1 til KR Reykjavik. I stedet overtog sidste sæsons mestre Valur 1. pladsen ved at slå Vikingur Reykjavik 4-1.
 
Søndag aften, hvor vi hjemme møder AaB, spiller Stjarnan ude mod Víkingur Reykjavík.
 
Stjarnans vej til Europa League
Sidste sæson blev Valur mestre med 50 point, hvilket var 12 point mere end Stjarnan på 2. pladsen og 15 point mere end FH på 3. pladsen. Stjarnan scorede dog flest mål og havde som de eneste i ligaen et snit på over 2 mål pr. kamp - hvilket de også er ene om i denne sæson. 
 
Stjarnan og FH kom med i Europa League, og i 1. kval.runde slog Stjarnan estiske Nõmme Kalju FC med 3-0 hjemme og 0-1 ude. FH slog finske Lahti og møder torsdag aften Hapoel Haifa på udebane. FH har bl.a. vores gode ven Brandur Hendriksson på holdet, og havde de ikke selv spillet, kunne vi måske have lokket Brandur ud på Stjörnuvöllur, så han kunne heppe på sine gamle holdkammerater mod rivalerne fra Stjarnan.

Stjarnans trup
Stjarnan har kun en enkelt udlænding i truppen, den amerikanske reservekeeper Will Dieterich. Deres absolut farligste spiller er Hilmar Halldórsson, der har scoret 13 af deres 29 ligamål i denne sæson.

Halldórsson var også en af de tre målscorere mod Nõmme Kalju FC. De to andre var Baldur Sigurdsson og Gudjon Baldvinsson, der begge har en fortid i Superligaen: Sigurdsson fik 15 Superligakampe for SønderjyskE (fra 2014-16), mens Baldvinsson spillede 13 Superligakampe for FC Nordsjælland i 2014/15.
 
Også Eyjolfur Hédinsson har spillet Superliga, og han er nok den mest kendte af de tre med 18 mål i 69 Superligakampe. Langt de fleste kampe i for SønderjyskE, men han sluttede opholdet i Danmark med 10 kampe for FC Midtjylland i 2013/14.
 
Ingen af spillerne i Stjarnan var med Islands trup til VM, og den islandske liga havde blot tre i truppen fra Valur, Víkingur og Fylkir.