Gregus og Vavro under et FCK-hjørne

Kampreferat: Endnu en europæisk udesejr i første kamp

Vi havde ændret på fem pladser siden Hobro-sejren blot 3 døgn forinden: Stephan Andersen, Mads Roerslev, Pierre Bengtsson, Nicolaj Thomsen og Jan Gregus var nye i stedet for Jesse Joronen, Peter Ankersen, Nicolai Boilesen, Robert Skov og Viktor Fischer.

Efter holdet ankom på en noget kølig gråvejrsonsdag var det lidt lunere torsdag aften, da spillerne løb ind på kunstgræsset på Stjörnuvöllur - Stjarnans lille stadion lidt uden for Reykjavik, hvor der var fuldsat på den eneste tribune, dvs små 1.000 tilskuere.

Bortset fra det første kvarters tid, var der ikke voldsomt meget at berette om fra 1. halvleg. Vi havde som forventet bolden mest, og også som forventet stod hjemmeholdet lavt og kompakt - og kom kvikt frem over stepperne, når de gik til angreb, men det kneb med præcisionen, når de forsøgte sig.

Det gjorde det dog også i den anden ende. Papagiannopoulos var lige ved at nå frem til en Bengtsson-dødbold, Gregus sparkede over mål og Bengtsson skruede en ganske god frisparksmulighed forbi mål. Alt inden for det første kvarter, der blev rundet af med en ganske pæn Stjarnan-chance til topscorer Baldvinsson, som dog sparkede forbi Stephans mål efter at have vundet en duel i feltet med Papagiannopoulos.

Resten af halvlegen blev mindre begivenhedsrig. Vi var stadig meget på bolden, men det gik for langsomt, og vi kom aldrig afgørende fri til farlige muligheder.

Efter pausen kom der friske kanter ind i form af mandagens målscorere, Skov og Fischer. Ståle havde indprentet dem og de andre, at der skulle spilles hurtigere med hårdere afleveringer, så bolden ikke hang fast i det tørre kunstgræs.

Som sagt, så gjort. Allerede efter et par minutter sendte Fischer et skud lige over mål efter et hurtigt ryk, og efter seks minutter - hvor han var søgt over i højre side - sendte Skov ham til baglinjen, hvorfra han elegant lagde bolden ind ved forreste stolpe til Kodros pandebrask, og bosnieren kvitterede ved at dirigere bolden over i det lange hjørne.

Mens vi i mandags måtte vente lige lovlig længe på det andet mål, så gik der kun seks minutter, før Fischer trak på tværs i feltet og fyrede bolden ind tæt op af den ene stolpe.

Det lignede en afgørelse mod de islandske fyraftensproffer, der efterhånden virkede lidt møre, men de kom dog med i kampen igen, da vi gik et gear eller to ned efter den fine indledning på halvlegen.

Det kastede også et par islandske reduceringsmuligheder af sig, men Stephan sikrede vores tredje clean sheet i sæsonen - og i slutminutterne havde alle vores tre indskiftede (Carlo kom også ind for N'Doye) muligheder for at øge til 3-0.

Set over kampen som helhed leverede vi varen i form af en sikker sejr, vi holdt nullet, og der blev roteret en del her i det tætte kampprogram. Thomsen fik også sin første kamp efter sin skade under træningslejren i Østrig, og Kodro kom på tavlen for første gang - så det går fremad. Langsomt, men sikkert.

Næste skridt skal tages på søndag, når AaB - med max-point efter de første to runder - kommer på besøg i Telia Parken kl. 18.00.