
Fokus på AGF
AGF kommer til Parken fredag kl. 18.00 og indleder fjerde spillerunde i 3F Superliga på en af de to nedrykningspladser. Men selv om tabellen aldrig lyver, så fortæller den ikke den fulde sandhed om aarhusianernes sæsonstart.
Efter 1-1 i sæsonpremieren i Haderslev kunne de hjemme mod Randers have bragt sig foran 2-0, hvis ikke Patrick Mortensen havde brændt et straffe, og i stedet endte de med at tabe 1-2 efter en kamp, der på flere parametre var helt lige.
I AGF’s næste hjemmekamp spillede de en time i overtal mod FC Midtjylland efter Edward Chilufyas udvisning, og ud over endnu et misbrugt Mortensen-straffe midt i 2. halvleg, så dominerede AGF markant og havde flere andre store chancer til sejr.
Nu skal de prøve at rejse sig mod de formstærke løver, som er ubesejrede 15 kampe og igen skal bevise, at de kan præstere godt i det tætte program med to kampe om ugen.
Truppen
Jacob Poulsen har overtaget cheftrænerjobbet fra Uwe Rösler, og AGF har til denne sæson lejet to tidligere Silkeborg-spillere, Sebastian Jørgensen i Malmö FF samt Rasmus Carstensen i FC Köln. Begge har deres første startplads til gode, og det gælder også nyoprykkede Stefen Tchamche, der foreløbig også kun har fået et par indhop.
Senest startede AGF med disse 11 ”gamle kendinge” mod Midtjylland: Jesper Hansen – Henrik Dalsgaard, Frederik Tingager, Eric Kahl – Felix Beijmo, Nicolai Poulsen, Mads Emil Madsen, Gift Links – Tobias Bech, Patrick Mortensen, Kristian Arnstad
Indbyrdes statistik
AGF har resultatmæssigt haft det svært i Parken i mange år, men de seneste kampe har været tætte. AGF har kun vundet én gang i Parken de seneste fem år, men vores seks sejre i samme periode har kun været på ét mål, og derudover er to endt uafgjort.
Det har dog ikke kun været tætte kampe, men også målrige: i vores seneste 15 kampe mod AGF er der i snit scoret 4,3 mål pr. kamp! Det er det højeste snit mod de nuværende Superligahold og næsten et helt mål højere end det næsthøjeste, som er et snit på 3,5 mål i vores seneste 15 FC Nordsjælland-kampe.
Billetter
Over 30.000 har sikret sig mulighed for at kickstarte weekenden med fodbold i Parken, men du kan stadig nå at sikre dig en plads til opgøret mellem København og Aarhus.