Før RC Lens-FCK

Onsdag den 19. september møder F.C. København franske RC Lens i UEFA Cuppens første runde. Opgøret, der er det første af to, afvikles i Frankrig. FCK.DK har kigget nærmere på byen og klubben:

Racing Club de Lens blev grundlagt i 1906 og har vundet det franske mesterskab fem gange tidligere. De fire første faldt alle omkring Anden Verdenskrig, hvor den nordfranske klub vandt mesterskabet fire år i træk fra 1943-1946. Seneste sæt guldmedaljer blev hentet til klubben i 1998, med blandt andet de senere Premier League-spillere Marc Vivien Foe og Vladimir Smicer på holdet.

I den nuværende trup er det nok primært angriberen Aruna Dindane, samt midtbanespilleren Éric Carrière der kan nikkes genkendende til. Dindane var med til VM i Tyskland sidste sommer, hvor det blev til to mål for Elfenbenskysten. Mest kendt er han dog nok for at have scoret mål på samlebånd for Anderlecht mellem 2000 og 2005.

Éric Carrière er tidligere fransk landsholdsspiller, med ti kampe og fem mål for Les Bleus. Carrière har ligeledes spillet mere end 100 kampe for den suveræne mesterskabsmaskine Olympique Lyon, og har her vundet mesterskabet fire år i træk, fra 2001-2004.

Mest kendt er dog træneren, den legendariske franske angriber, Jean-Pierre Papin, der huserede på Milans såkaldte dreamteam, med spillere som Ruud Gullit, Frank Rijkaard, Franco Baresi, Marco van Basten og andre fodboldnotabiliteter.

Klubben har navn efter byen Lens, der er en tidligere kulmineby i det nordlige Frankrig, tæt på grænsen til Belgien. der bor cirka 37.000 mennesker i Lens, mens byens opland har et indbyggertal på mere end en halv million mennesker.

RC Lens spiller deres kampe på Stade Félix Bollaert, der har plads til flere tilskuere end byen har indbyggere. Stadion holder 41.233 tilskuerpladser og er blevet benyttet til både EM slutrunden i 1984 og VM slutrunden i 1998. Lige for tiden benyttes Félix Bollaert ligeledes som slutrunde-arena. Denne gang er det dog ikke en fodboldslutrunde, men verdensmesterskaberne i rugby.

At klubben har godt fat i oplandet, vidner de høje tilskuertal til Lens’ kampe om. Det er således mere reglen end undtagelsen, at der er på den gode side af 30.000 tilskuere på Félix Bollaert til RC Lens’ kampe i Le Championnat.


DOMMERNE

UEFA har tirsdag udskiftet dommerkvartetten til onsdagens UEFA Cup-kamp mod RC Lens. Oprindeligt var spanske Julian Rodriguez Santiago udpeget, men nu bliver det slovenske ophavsmænd i stedet for.

Damir Skomina bliver hoveddommer, og på linierne vogter Marko Stancin og Primoz Arhar. Fjerdedommer er Matej Jug.

Skomina er en af de yngste dommere i UEFA-regi med sine kun 30 år, men har igennem adskillige gode præstationer gjort sig selv positivt bemærket. I sommers dømte han blandt andet U21 EM-finalen mellem Holland og Serbien.

Den slovenske hoveddommer har faktisk en enkelt gang før stødt på F.C. København. Det var tilbage i 2002, da Byens hold mødte Djurgården i PARKEN. Her var Skomina reservedommer.