Viktor Fischer

Fischer før Europa playoff: Opbakningen er helt nødvendig

Der venter en vigtig og spændende kamp fredag aften kl. 19.00 i Telia Parken, hvor vi skal ud i en playoff-kamp for at kvalificere os til Europa League i den kommende sæson. Modstanderen fredag bliver enten AGF eller SønderjyskE, det afgøres først tirsdag aften.
 
”Det er en kamp, som vi ikke havde håbet, vi skulle ud i! Men nu må vi lynhurtigt omstille os, og så er det vigtigt, at alle, der er omkring det, uanset om man er spiller eller fan, ser det som det, det er: en utrolig vigtig kamp. Det er rigtigt, rigtigt vigtigt for F.C. København, for holdet og for fansene i forhold til næste sæson. Det er all in på fredag i den sidste chance for at få noget ud af den her sæson,” siger Viktor Fischer.
 
Der har været flot opbakning til holdet foråret, og ikke mindst mod FC Midtjylland og senest mod FC Nordsjælland har fansene givet holdet stærk støtte:
 
”Det er fuldstændig nødvendigt for os med den opbakning. Vi er irriterede over, at vi ikke kunne give vores fans noget bedre i Farum. Vi gav en okay præstation, men vi skulle have scoret nogle mål, og det lykkedes vi ikke med, og så vinder man jo ikke. Vi ønsker, at vi kan give dem noget tilbage på fredag, og de er afgørende for, at vi får den bedst mulige energi og de bedst mulige betingelser i kampen,” siger Viktor Fischer, der netop ser energi og tempo som nøglerne til sejr fredag aften:
 
”Vi skal op i det tempo, vi har ramt i en 7-8 af kampene i slutspillet, når vi har haft de bedste perioder. Der har vi været på et rigtigt godt niveau, og hvis vi kan ramme det igen, vinder vi også på fredag, uanset hvem modstanderen bliver. Men hvis vi bare slækker lidt på det og ikke kommer i det rigtige gear, så kan vi få problemer. Vi skal være klar til fredag, og så skal vi også vinde,” siger Viktor Fischer.
 
Du kan komme med til den vigtige kamp  for 100 kroner for voksne og 50 kroner for børn. Læs mere her.