Fire point i to U-opgør mod FC Nordsjælland

Fire point i to U-opgør mod FC Nordsjælland

Lørdag eftermiddag tørnede F.C. København og FC Nordsjælland sammen i både U17- og U19-rækken. Det endte med at det var F.C. København der fik de bedste resultater med hjem, idet U19’erne fik det ene point med 0-0, mens U17 tog alle tre point takket være en 3-1-sejr.

 

Af Jan Eliassen

U19-mandskabet var det første hold der var i aktion på kunststofbanen i Farum. Det blev en tæt og jævnbyrdig affære, og et opgør der meget passende endte med en pointdeling.

 

FCK U19 kom lidt tøvende fra start, og det var derfor FC Nordsjælland der til at starte med satte sig på kampen, dog uden at komme frem til de helt store chancer. Det var nordsjællænderne der havde bolden mest i kampens indledende fase, men stille og roligt begyndte FCK U19 komme ind i kampen og få bedre og bedre fat i lørdagens modstander. FCK U19 kom dog heller ikke frem til de store chancer, så status efter 1. halvleg var 0-0, og med FC Nordsjælland som det bedste hold.

 

I 2. halvleg var der fra FCK U19’s side blevet ændret på nogle småting, og det betød at FCK U19 kom godt ud til de sidste 45 minutter, de fik sat sig mere på spillet – og der begyndte da også at blive åbnet op for chancer – og det vel og mærke i begge ender. Det blev FCK U19 der fik skabt de fleste chancer som halvlegen skred frem, og specielt Mikael Vukicevic’ langskud og Andreas Cornelius’ chance efter nogle flotte detaljer havde måske fortjent en bedre skæbne. Men det hele endte målløst, og om dette sagde træner Brian Riemer efter kampen:

 

- Jeg kan kun sige, at krydset var et fair resultat. Selvom begge hold kunne have vundet en smal 1-0 sejr, så er det nu meget fortjent, at begge hold får et enkelt point. Jeg er tilfreds med vores stærke organisation, og med at vi holder dem nede på ganske få chancer – for det er det, der afgør topkampe. Det var også godt at se, at vi efter de ændringer vi foretog i pausen blev klart bedre i 2. halvleg – og ikke mindst, at vi blev meget bedre rent offensivt.

 

Alle tre point til FCK U17

I dagens anden kamp mod FC Nordsjælland vandt FCK U17 med 3-1, og det efter en præstation der var OK, men heller ikke så meget mere end det. Det lykkedes ikke rigtig for U17-holdet at sætte sig 100 % på kampen, spillerne var en smule for passive og var heller ikke helt dygtige nok i angrebsspillet. En del spillere var under det sædvanlige niveau, og det betød blandt andet, at FC Nordsjælland fik nogle store chancer – blandt andet en friløber ved stillingen 0-0 og endnu en ved stillingen 0-2.

 

FCK U17 fik dog scoret tre mål, et af Danny Amankwaa og et af Mathias Larsen (holdets to topscorere), og så blev U17’ernes sidste mål flot sparket ind direkte på frispark af Thomas Schmidt Pedersen, der satte bolden ind helt oppe i krydset.

 

Efter kampen havde træner Jan Michaelsen denne kommentar:

 

- Banen var en stor udfordring for spillerne, for dels skulle de vænne sig til boldens opspring – og dels var der ikke lys nok på banen i 2. halvleg. Jeg er ikke 100 % tilfreds med dagens indsats, for det er ikke alle de aftaler vi havde lavet, der blev overholdt. Så en middel præstation, hvor der er nogle taktiske ting jeg ikke er tilfreds med, vi er ikke gode nok med bolden og de bevægelser der skal til. Men jeg er glad for spillernes holdning, indstilling og engagement – og for at vi har de rette matchvindere i truppen.

 

Næste uges kampe

I næste weekend spiller F.C. Københavns U17- og U19-hold atter et dobbelt-opgør, denne gang hjemme på Frederiksberg. Modstanderen er AGF/Viby og U17-holdet skal i aktion klokken 13:00, mens kamptidspunktet er 15:00 for U19-holdet. 


 

Haydar Said fra U19 forsøger at erobre bolden ... (foto: Jan Eliassen, FCK.DK)

 

Træner Brian Riemer vender kampen med en af FC Nordsjællands trænere (foto: Jan Eliassen, FCK.DK)

 

En af dagens målscorere for U17-holdet, Danny Amankwaa (foto: Jan Eliassen, FCK.DK)

 

U17-holdets Casper Højer gør klar til at slå et hjørne (foto: Jan Eliassen, FCK.DK)