FCK'ere i podcasts

FCK'ere i podcasts

Podcast vinder mere og frem i mediebilledet, hvilket man f.eks. kan se med F.C. Københavns Fanradio. Den udkommer kun som podcast, mens den hedengangne FCK-radio, Løvetimen, sendte på FM-båndet en time på hverdage.

F.C. Københavns Fanradio
Fanradioen udkommer normalt mandage og fredage, og et par gange har man også lavet special-programmer med ledere eller spillere. Senest medvirkede Mathias Zanka i over en time og svarede på spørgsmål fra Fanradioens faste værter - som igen havde indsamlet spørgsmål fra lytterne på de sociale medier. Tidligere har også Ståle og Sune Smith Nielsen været gæster. (Se links nederst i artiklen)

Mange lande har efterhånden et utal af forskellige fodboldpodcasts, men her vil vi nøjes med at gøre opmærksom på et par stykker, som vores spillere har deltaget i for nylig.

"Heia Fotball" i Norge
Sidste uge var Tom Høgli gæst i P3 Heia Fotball, som er norsk P3’s ugentlige fodboldpodcast. Som gæst skal man bl.a. altid stille sit drømmehold, og ellers er der en afslappet og ofte ret morsom snak om begivenheder og anekdoter fra gæstens karriere. Tom fortæller bl.a. også lidt om sine overvejelser om fremtiden, og at familien planlægger at flytte hjem til Tromsø i Nordnorge, når den københavnske kontrakt udløber i sommeren 2017.

- Det var morsomt at være med til, men det kan måske lidt svært for danske lyttere at forstå hvad jeg siger, for jeg taler jo min nordnorske dialekt, fortæller Tom, som deltog i udsendelsen fra DR’s studier i København.

Heia Fotball har også haft Thomas Myhre som gæst (episode 65 fra oktober 2015), hvor han bl.a. fortalte lidt om sit korte, men hektiske lejeophold i København i foråret 2001. F.eks. at Ståle havde en stor finger med i spillet om lejeaftalen, og hvordan det så var for Myhre at ankomme til klubben netop dagen efter Ståle faldt om på træningsbanen med hjertestop.

Og mens Tom diplomatisk har valgt at se bort fra FCK-spillere til sit drømmehold (“Ingen nævnt, ingen glemt”), så havde Myhre for øvrigt Christian Poulsen med på sit.

"Lundh" i Sverige
Sidste uge var Mikael Antonsson gæst i afsnit 96 af den svenske fodboldpodcast Lundh, hvor værten Olof Lundh - til daglig fodboldjournalist på svensk TV4 - har en gæst i studiet. Her fortæller Anton bl.a. om sine overvejelser om fodbold-fremtiden, om hans oplevelser med landsholdet, og hvorfor det var perfekt for ham at komme "hjem" til FCK efter årene i Italien.

Interviewet med Anton blev lavet allerede under holdets træningslejr i Dubai, hvor Olof Lundh også lavede afsnit 93 med Ståle. I efteråret havde han desuden besøg af Ludwig Augustinsson (afsnit 77).

I februar 2015 talte Lundh (afsnit 93) med Jesper Jansson, men det handlede i sagens natur ikke om F.C. København. Dengang var han endnu ikke ansat som leder af vores scouting-afdeling, men kun lige stoppet som sportsdirektør i Helsingborgs IF.

Går man længere tilbage til afsnit 20 fra oktober 2014, finder man et program med Hans Backe, og det handler bl.a. lidt om hans tid som FCK-træner.

Links
Fanradioen på iTunes
Fanradioen på Soundcloud
Heia Fotball på iTunes
Lundhs på iTunes