Carlo Holse

FCK sælger Carlo Holse til Rosenborg

F.C. København har solgt offensivspilleren, Carlo Holse, til Rosenborg BK med øjeblikkelig virkning.

Holse, der er uddannet i FCK's Talentafdeling, rykker til den norske Eliteserie efter 46 kampe for løverne.

U21-landsholdsspilleren Carlo Holse kom til FCK's Talentafdeling fra B1903 og blev i september 2017 rykket op i førsteholdstruppen. Han har undervejs været udlejet til Esbjerg, inden han i sommer vendte retur til København:

”Carlo har helt sikkert mange af de redskaber, der skal til for at etablere sig på højt niveau, og han har også været en god spiller for F.C. København, men han er afhængig af at få mere regelmæssig spilletid, end vi kan tilbyde," siger manager Ståle Solbakken.

"Han har en alder, hvor han skal spille flere kampe på højt niveau for at tage de næste skridt, og det er vanskeligt for ham i FCK, hvor konkurrencen på hans positioner er meget hård.”

”Rosenborg har betalt en fair sum til os, og klubben er et godt match for ham, fordi han kommer til at spille i en topklub i en god liga, hvor han samtidig får bedre muligheder for at spille sig til en mere fast plads på holdet."

"Det er det, han har brug for nu, og vi ønsker ham alt det bedste i Norge, hvor vi vil følge hans udvikling,” siger Ståle.

Carlo Holse ser frem til at prøve sig af et andet sted:

”Jeg har altid elsket at spille i FCK og være en del af klubben, så det er selvfølgelig vemodigt at tage herfra," siger Carlo.

"Jeg vil gerne blive den bedst mulige fodboldspiller og det kræver, at jeg spiller flere kampminutter på højt niveau, end jeg har gjort i efteråret for FCK."

"Rosenborg er en stor klub med en flot historie, og jeg glæder mig til at blive en del af holdet og klubben. Jeg vil savne alle i FCK og ikke mindst at spille i Telia Parken, men det her er det rigtige skridt for mig nu,” siger Carlo Holse.

Alle i FCK ønsker at takke Carlo for hans indsats for klubben og ønsker ham alt det bedste i fremtiden.