
FCK Piger Talent udvikler sig hele tiden
Der er allerede sket meget, siden F.C. København begyndte arbejdet med at opbygge et talentspor på kvindesiden.
Fra at have en mindre gruppe piger udviklede det sig i efteråret til et fælleshold, hvor vi fik tilgang af drengespillere. I foråret er gruppen på 18 piger og fire drenge, og nu ser vi ind i en yderligere udvikling, fortæller Casper Hansen, talentchef for FCK Piger.
”Vi har i øjeblikket et pigehold, der spiller U14, og som gør det rigtig godt på det alderstrin, selv om spillerne primært er fra U12 og U13.”
”Vi planlægger, at den samlede gruppe af spillere vokser yderligere hen over sommeren, så fra efteråret har vi tilmeldt både et U13- og et U14-pigehold til turneringerne. Desuden spiller vores fælleshold med både piger og drenge fortsat venskabskampe, stævner m.m. mod drengehold.”
”Det er i princippet tre forskellige hold, men i praksis mødes de samlet til træning, og der er også en stor fleksibilitet, hvor pigerne kan spille på alle holdene. På den måde har vi nok valgt en lidt sværere vej, for vi går meget op i at have den enkelte spiller i centrum, og vi har derfor stor fordel af et godt og tæt samarbejde med vores samarbejdsklubber, især med KB."
"Det giver os en række muligheder for at sammensætte en god og varieret uge, der matcher den enkelte spiller bedst muligt,” siger Casper Hansen.

Også rammerne omkring pige-talentholdene udvikles hele tiden i forhold til kompetencerne i stabene, så pigerne får de bedst mulige betingelser for at udvikle sig:
”Som tidligere fortalt har flere studerende fulgt fællesholdet gennem længere tid, og de har lavet nogle interessante evalueringer, der blandt andet bekræfter vores håb og forventning om, at der er skabt en stor psykologisk tryghed i den samlede gruppe. Der er rigtig mange eksempler på, at vi har skabt et ret unikt miljø, hvor alle hjælper og støtter hinanden på måder, vi næsten ikke havde turdet håbe på.”
"Og det glæder os især at se, at det både gælder det rent fodboldfaglige på banen og hele det sociale miljø omkring holdet. Det er svært at beskrive alle effekterne af det, vi har fået sat i gang, men alle er velkomne til at komme ud og besøge os og opleve det med egne øjne."
”Det har allerede været fantastisk at opleve den store interesse, der har været fra flere sider om vores tiltag med fællesholdet, som er ret unikt på det her talentniveau. Det bekræfter os også i, at det er en rigtig vej at gå, og det glæder os, hvis vi kan inspirere andre til noget lignende.”
”Selv om de enkelte resultater ikke er det mest afgørende på de her niveauer, så glæder det os selvfølgelig også, at spillerne rent faktisk leverer nogle rigtig fine resultater, og U14-pigerne har for eksempel spillet sig i pokalsemifinalen mod Union/Husum kl. 18 i aften,” slutter Casper Hansen.