FCK og Audi forlænger partnerskabet

F.C. København og Audi har forlænget partnerskabet, så Audi er Official Mobility Partner for klubben frem til udgangen af 2021 med option for et år yderligere. Det nye partnerskab vil blandt andet fokusere på øget bæredygtighed og mobilitet i København.

Audis partnerskab med FCK går tilbage til 2012, og med den nye aftales option kan parterne runde ti års samarbejde:

”Vi er glade og stolte over, at Audi er en del af klubben og fortsat vil være det i de kommende år," fortæller COO i F.C. København, Katja Moesgaard.

"Vi har en god fælles historie og fortælling, og når man forlænger aftalen efter så langt et samarbejde, så er det et godt tegn.”

”Audi bliver fremover Official Mobility Partner, og netop mobilitet er et nøgleord i en by som København. Både vi og Audi er meget optaget af den udvikling, der sker omkring mobilitet i vores by.”

”Audi er samtidig et brand, der emmer af kvalitet og grundighed. Her spiller vi med de bedste i verden, og vi har et meget stærkt match og grundlag for at skabe yderligere merværdi for hinanden i det her partnerskab."

"Det har allerede udviklet sig meget med tiden, og vi er begge på vej i en mere bæredygtig retning. Vi tror meget på, at vi sammen kan løfte det endnu mere og finde nye spændende veje i fremtiden, både i forhold til den bæredygtige dagsorden og i forhold til aktiveringer og fælles fortællinger,” siger Katja Moesgaard.

Marketingchef hos Audi Danmark, Morten Friis-Olsen, er også glad for at kunne fortsætte samarbejdet:

”Vi er yderst tilfredse med at kunne annoncere dette fornyede partnerskab med F.C. København."

"F.C. København er et godt match for Audi, og vi glæder os til sammen at styrke vores arbejde for øget bæredygtighed og mobilitet i København, der i kraft af at være Danmarks hovedstad og største by er yderst betydningsfuld for mange mennesker og ikke mindst for Audi.”

Ud over F.C. København er Audi også partnere hos blandt andre Bayern München, Real Madrid og Tottenham.