Sikker 3-0-sejr over AaB

FCK forlænger med Andreas Cornelius

F.C. København har valgt at belønne klubbens topscorer med en ny kontrakt. 19-årige Andreas Cornelius er nu foreløbigt knyttet til løverne frem til 2016.

Andreas Cornelius har taget Superligaen med storm, siden F.C. Københavns trænerteam viste ham tillid og gav ham chancen på det højeste niveau. Angriberens første tre måneder på fuld tid i FCK har budt på 9 mål i 10 Superligakampe og en enkelt scoring på europæisk plan samt debut på både U/21- og A-landshold. Og selv om Cornelius i forvejen havde kontrakt med løverne flere år frem i tiden, så har F.C. København valgt at belønne topscoreren med en ny aftale.

- Det er imponerende, hvilket niveau Andres Cornelius har vist sig frem på siden sommerferien, og vi er naturligvis begejstrede for, at vi nu er blevet enige om en ny aftale. Andreas har både på og uden for banen optrådt eksemplarisk, og det vil vi gerne belønne ham for. Og vi har været meget tilfredse med at opleve den vilje, som Andreas selv har vist, til at ville knytte sig yderligere til F.C. København. Nu er ”Corners” fremtid i endnu større grad på plads, og vi kan i fællesskab fokusere på den fortsatte udvikling af Andreas og på at indfri de mål, som vi i fælleskab har foran os, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen og fortsætter:

- Andreas er den tredje ud af tre spillere, der kom op fra vores U/19 hold i sommer, som nu har fået forlænget sin kontrakt efter blot tre måneder i Superligatruppen. Derfor er det på sin plads at sende en stor anerkendelse til alle de dygtige trænere og ledere på vores akademi i School of Excellence. Det er intet mindre end imponerende at opleve den indstilling og det niveau Andreas Cornelius, Jakob Busk og Christoffer Remmer er kommet op med, og det lover godt for fremtiden i F.C. København.

Også hovedpersonen selv er glad for at have forlænget sin aftale med den klub, hvori han har fået hele sin ungdomsuddannelse som fodboldspiller.

- Jeg er meget glad for, at FCK har vist mig den tillid og den anerkendelse, der ligger i at få forlænget en kontrakt, som ellers allerede knyttede os sammen i tre år. Min start i Superligaen har været helt fantastisk, og jeg føler, jeg bliver bedre hver eneste dag, jeg arbejder med mine holdkammerater og ikke mindst trænere i F.C. København, siger Andreas Cornelius.

- Jeg ved godt, at der er mange, der allerede har snakket om store klubber i Europa og drømt om den slags ting på mine vegne. Men skal jeg være helt ærlig, så lever jeg jo i min drøm hver eneste dag i FCK, hvor jeg i mange år har knoklet i ungdomsrækkerne for at nå hertil, hvor jeg er nu. Og jeg ved, at jeg kan blive bedre af at blive her. Så det har hele tiden været planen, og jeg sætter stor pris på, at klubben nu har bekræftet mig i at de har samme følelse.