F.C. Københavns start på 2011

Et historisk 2010 er rindet ud og spillere og trænere er for længst gået på en meget velfortjent ferie med udsigten til 1/8-finalen i UEFA Champions League og 19 points forspring i Superligaen.

 

Den 10. januar returnerer spillere og trænere til Nummer 10. Spillerne er blevet pålagt at holde sig i passende form ferien over vha. individuelle træningsprogrammer, således at de er klar til opstartstræningen, der primært ligger vægt på at få spillerne klar til kamp via blandt andet styrketræning samt skadesforbyggende og aerob træning. Det forventes at en komplet trup stiller klar til start, inklusiv Martin Bergvold, der er ved at være ovenpå efter sin knæskade.

 

Årets første træningskamp bliver mod Vejle Boldklub den 24. januar kl. 13.00 på Nummer 10.

 

Herefter sættes kursen den 26. januar mod varmere himmelstrøg, når turen går til La Manga og turneringen Copa Del Sol. F.C. København opholder sig i Spanien frem til den 4. februar, hvor holdet undervejs spiller tre kampe. Grundet UEFA Champions League spiller F.C. København ikke en eventuel finale. Første modstander er de norske vicemestre fra Vålerenga den 27. januar, mens de efterfølgende modstandere pt. ikke er kendt. Kampdatoerne er dog 30./31. januar samt 3. februar.

 

Den 4. februar rejser løverne hjem igen. Fra den 7. februar frem til og med 9. februar er der landsholdssamlinger, hvoraf det forventes at en pæn portion FCK-spillere deltager.

 

Lørdag den 12. februar står den på træningskamp igen, hvor modstanderen denne gang er svenske Elfsborg. Kampen afvikles kl. 13.00 på Nummer 10.