Vidtrækkende initiativer i vente

F.C. København strammer regler

I forlængelse af flere ubehagelige episoder med en mindre del af klubbens tilskuere på udebane har F.C. København besluttet, at der fremover kun bør være adgang til klubbens udebaneafsnit, hvis man har identificeret sig med navn og foto både ved billetkøb og ved indgangen til afsnittet. Billetkøberne skal tillige være registrerede medlemmer af en rejseklub, som F.C. København vil oprette i den nærmeste fremtid. Medlemskab bliver gratis.

 

Modellen, der er kendt fra udlandet, kræver, at F.C. Københavns modstandere accepterer, at der kun kan sælges billetter til FCK-afsnit via F.C. København, og at der ikke lukkes tilskuere ind, der ikke er medlemmer af rejseklubben og ikke kan identificere sig som sådan både ved billetkøbet og ved indgangen til FCK-afsnittet.

 

Minimum 30 karantæner
I forlængelse af især episoder på Lyngby Stadion, Næstved Stadion og Brøndby Stadion har F.C. København brugt et trecifret antal arbejdstimer på at identificere personer, der har overtrådt PARKENs ordensreglement og i nogle tilfælde dansk lovgivning. Dette arbejde er endnu ikke tilendebragt, men indtil videre er over 30 voldsmænd og uromagere identificerede, og disse personer er eller vil blive orienteret om, at de har tidsubestemt karantæne i forbindelse med F.C. Københavns kampe.

 

Såfremt det lykkes at identificerede personer, som kastede med romerlys efter sagesløse personer på Brøndby Stadion, så formoder F.C. København, at disse vil blive sigtet af Politiet for overtrædelse af Straffelovens paragraf 252, for i grov kådhed at have voldet nærliggende fare for nogens liv eller førlighed. Strafferammen er op til 8 års fængsel.

 

Stemningstribunen brugt til koordination
Arbejdet med at gennemgå de mange fotos, videooptagelser og personlige henvendelser har desværre også ført til den konklusion, at en meget stor del af de personer, der opholder sig i urolighedernes centre på udebane, overværer F.C. Københavns hjemmekampe fra den såkaldte Stemningstribune i PARKEN. Samtidig kan det konstateres, at en del af koordinationen af den farlige aktion med romerlys på Brøndby Stadion foregik på Stemningstribunen.

 

Denne viden hverken kan eller vil F.C. København negligere, hvorfor klubben i den kommende tid vil igangsætte forskellige tiltag af præventiv, dialog- og konsekvensmæssig karakter rettet mod Stemningstribunens brugere. Det er klubbens grundholdning, at det store flertal af brugere af Stemningstribunen bør få en ny og sidste chance for at bevise, at de tager afstand fra den adfærd, som over hundrede af Stemningstribunens faste brugere udviser på udebane, og som de i forbindelse med Brøndby-balladen brugte Stemningstribunen til at koordinere. Derfor er det indtil videre besluttet at videreføre Stemningstribunen i næste sæson, men før salget af sæsonkort åbner vil en række ændringer blive præsenteret for brugerne. Det vil ske i løbet af en måned.

 

Ovennævnte initiativer er drøftet med FCK’s officielle fanklub, der bakker op om tiltagene.

 

- Vi ser nu frem til en sæson med positiv fokus på fodbold og god stemning på stadion for hundredetusinder af tilskuere til F.C. Københavns kampe frem for negativ opmærksomhed omkring en lille gruppe uromagere, siger Flemming Østergaard, bestyrelsesformand i F.C. København.

 

F.C. København har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.