F.C. København og Carlsberg indgår historisk aftale
F.C. København og bryggerigiganten Carlsberg har forlænget aftalen omkring hovedsponsoratet for klubben med fem år yderligere, så det nu gælder frem til 2021. Til den tid vil Carlsberg have været hovedsponsor i 22 år, hvilket gør det til det længste i Superligaens historie.
- Vi er utroligt glade for samarbejdet med Carlsberg og stolte af, at et brand og en virksomhed af den størrelse viser, at de tror så meget på os og de kommercielle muligheder i F.C. København. Vi har en lang og flot fælles historie og Carlsbergs logo er efterhånden nærmest en fast del af F.C. Københavns trøje ved siden af klubbens logo. Vi ser meget frem til at skrive nye kapitler i vores fælles historie sammen med Carlsberg, siger administrerende direktør i F.C. København Anders Hørsholt om den nye aftale.