F.C. København mødte pressen

F.C. København mødte pressen

Overskriften kan ikke lige frem kategoriseres som ”breaking news”- og så alligevel. For tirsdag eftermiddag mødte F.C. København den danske sportspresse – på banen i PARKEN.

Anledningen var en venskabskamp mellem F.C. Københavns trænerstab og administration og det danske presselandshold, der blandt andet bestod af navne som Andreas Kraul fra DR Sporten, Allan Gaarde fra Viasat, Morten Crone fra BT, Flemming Fjeldgaard fra Berlingske og René Schrøder fra Ekstra Bladet. Jan Kalborg var pressens cheftræner.

F.C. København stillede blandt andet med gamle koryfæer som Michael Mio, Lars Højer, Per Wind, Niclas Jensen, mens Ariël Jacobs havde opgaven som cheftræner for den sammenbragte flok.

Første halvleg endte 2-0 til F.C. København på mål af Lars Højer og fankoordinator Daniell Askholm. I anden halvleg kom pressen stærkt tilbage og fik udlignet til 2-2 på mål af Flemming Fjeldgaard og Mikkel Nøhr. Det blev kampens resultat, og dermed kunne begge mandskaber begrave stridsøkserne uden nogle kunne kalde sig tabere.

For at finde en uformel afgørelse på opgøret, blev det dog besluttet at afvikle en straffesparkskonkurrence, og her viste pressen sig stærkest med en kneben 4-5-sejr.

Efter kampen blev der afholdt et hyggeligt traktement for begge hold, hvor såvel kampen som den forestående Superliga-genopstart blev flittigt diskuteret.

Fodboldbilleder.dk var på pletten i PARKEN og fangede følgende glimrende billeder fra tirsdagens opgør:








































Fotos: Fodboldbilleder.dk