F.C. København lancerer fodbolduddannelse

Under navnet ”F.C. Copenhagen School of Excellence” introducerer F.C. København i samarbejde med Kjøbenhavns Boldklub klubbens satsning på det, der indenfor en kort årrække skal blive Skandinaviens bedste fodbolduddannelse.

Med F.C. Copenhagen School of Excellence tilbyder F.C. København en professionel hverdag til regionens bedste ungdomsspillere i alderen 13 til 19 år. En hverdag, hvor fodbolduddannelsen er i centrum for den civile uddannelse, og hvor der udover træning og uddannelse er taget højde for praktiske udfordringer som transport, bespisning og lektielæsning.

- Vores ambition er at skabe en fodbolduddannelse, der bliver et eksempel til efterfølgelse. Nøgleordet er ansvarlighed såvel sportsligt som socialt og uddannelsesmæssigt. F.C. Københavns geografiske placering midt i den tætbefolkede Ørestadsregion betyder, at vi ikke er afhængige af at skulle indkvartere eleverne for at kunne realisere Skandinaviens bedste fodbolduddannelse, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen.

KB’s bedste hold bliver til FCK
F.C. Copenhagen School of Excellence vil tilbyde såkaldte ”scholarships” til maksimum 12 spillere pr. årgang. Træningen vil foregå på anlægget på Peter Bangsvej/Jens Jessensvej, og grundskoleundervisningen vil foregå på Johannesskolen, der ligger tæt på træningsanlægget på Frederiksberg. Efter grundskolen vil det videre uddannelsesforløb blive aftalt individuelt med den enkelte elev og dennes forældre.

Første årgang (elever født i 1996) starter på F.C. Copenhagen School of Excellence i august 2009. Når fodbolduddannelsen er fuldt udviklet vil det rumme seks årgange fra 7. klasse til 3.g eller anden tilsvarende ungdomsuddannelse.

F.C. Copenhagen School of Excellence udvikles fra KB’s eksisterende eliteprogram, som de seneste mange år har været blandt de mest succesfulde i landet. F.C. Copenhagen School of Excellence får ansvaret for og driften af de bedste hold fra U14 til U19 samt førsteholdsreserverne i 2. division Øst. Disse hold optræder fra 1.januar 2009 i F.C. Københavns navn og spiller i F.C. Københavns hvide spilledragt.

- Lige nu er vi i gang med at udvikle konceptet og organisationen, således at vi fra næste år kan skabe et unikt uddannelses- og udviklingsmiljø, der både vil komme F.C. København og dansk fodbold til gavn. Jeg er sikker på, at etableringen af F.C. Copenhagen School of Excellence bliver endnu en milepæl i klubbens historie, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen.