Facts før kampen mod FC Midtjylland

Facts før kampen mod FC Midtjylland

OM DOMMERNE 
Fredagens dommer er den 38-årige Michael Tykgaard. Han er i gang med sin 6. sæson som dommer i Alka Superligaen, og har indtil videre dømt F.C. København 14 gange. 

De 14 kampe er endt med seks sejre, fem uafgjorte og tre nederlag. Tre af kampene har været mod FC Midtjylland, de er fordelt på en sejr, en uafgjort og et nederlag. 

Michael Tykgaard har aldrig udvist en spiller fra F.C. København i Alka Superligaen, men har en enkelt gang udvist en FCM-spiller (Jesper Juelsgård i 2011). 

Hvad angår straffespark har Michael Tykgaard dømt tre styks i Superligakampe med deltagelse af F.C. København. To af dem var faktisk i en kamp mod FC Midtjylland i 2014, hvor begge hold fik tilkendt et straffespark – og hvor Igboun og Cornelius begge scorede. Derudover har Santin scoret på straffespark mod HB Køge i 2011. 

De to liniedommere er Lars Hummelgaard og Lars Rix. Kampens 4. dommer er Chris Johansen, mens det er Per Kjærsgaard-Andersen, der har fået jobbet som dommerudvikler. 

KARANTÆNE-INFORMATION 
F.C. København fik Daniel Amartey udvist i hjemmekampen mod FC Nordsjælland, og det røde kort indbragte 30 strafpoint (6 for forseelsen og 24 i tillæg for direkte rødt). 

Det betyder to dages karantæne til Amartey. 

F.C. København karantænepoint i denne sæson er fordelt på tre spillere: Amartey (30), Kvist (6) og Delaney (4). 

F.C. København har ingen spillere i umiddelbar karantænefare. 

FC Midtjyllands høst af kort i denne sæson er 7 gule kort, fordelt på seks spillere (Petter Andersson med to gule). Ingen spillere har dog høstet point nok til en karantænedag. 

F.C. KØBENHAVN VS FC MIDTJYLLAND 
F.C. København har spillet 45 Alka Superligakampe mod FC Midtjylland, og skulle det blive til københavnsk sejr på fredag, vil præcis halvdelen af kampene være fundet. Status er pt. 22 sejre, 10 uafgjorte samt 13 nederlag. F.C. København har scoret 79 mål og lukket 53 mål ind mod FC Midtjylland i Alka Superligaen. 

Københavnsk topscorer mod midtjyderne er Dame N’Doye med 10 Superligamål, herefter følger Álvaro Santos og Sésar Santin, der begge er noteret for fem træffere mod FC Midtjylland. 


Statistiske facts i samarbejde med danskfodbold.com