Et nyt fodboldår venter

Den første vigtige hjemmekamp i 2006 står for døren i form af Royal League opgøret mod Lillestrøm. Selvom det blev til tre points i torsdagens kamp i Brøndby, er der ingen tvivl om at F.C. København har brug for en sejr på hjemmebane. Det har vi, først og fremmest af hensyn til vore egne ambitioner, men det er utvivlsomt også et krav, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at kvalificere os videre til kvartfinalerne i Royal League.

Vores vinterforberedelser har været rigtig gode indtil nu. Vi har fået lagt en god grundform og har haft en perfekt træningslejr på La Manga, ligesom vi har spillet en række kampe mod dygtige modstandere med forskellige spillestile. Schalke 04 her i PARKEN inden afrejsen og siden gode kampe mod Lokomotiv Moskva, Red Bull Salzburg og Rosenborg.

Naturligvis har det været et lille handicap at vi har manglet en stor del af stammen på vores hold til disse forberedelser, men det er jo ofte vilkårene i januar måned. Der er sagt meget om denne problemstilling, også meget vrøvl, men faktum er at såvel klubfodbold og landshold har brug for hinanden og der er behov for et respektfuldt samarbejde på begge sider, det har vi ikke helt følt har været tilfældet fra DBU's side.

Søndagens modstander Lillestrøm er et særdeles velorganiseret fodboldhold. Det så vi i vores første Royal League-kamp mod dem i efteråret. Det er et meget kompakt hold som ikke mindst er ekstremt dygtige til at udnytte dødboldsituationer i form af frispark og hjørnespark, takket være deres stærke fysik. Der venter os således en meget kompetent modstander og der er ingen tvivl om at vi får brug for at vores hold, både kollektivt og individuelt, lever op til de takter vi har set i vores forberedelseskampe.

Vi glæder os naturligvis til at kunne præsentere vores nye spillere og træner for første gang i en officiel F.C. København-kamp i PARKEN, ligesom jeg gerne vil benytte lejligheden til at ønske alle vore fans og samarbejdspartnere et godt fodboldår og et hjertelig velkommen til Lillestrøms trænere, spillere, tilhængere og ledere.

Med venlig hilsen

Niels-Christian Holmstrøm