Enighed om ny overenskomst

Spillerforeningen og Divisionsforeningen er blevet enige om en ny overenskomst efter flere dages forhandlinger.

Et langt forhandlingsforløb mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen har nu resulteret i en ny overenskomst, efter at rammeaftalen blev forhandlet på plads den 25.august.

Overenskomsten skal nu godkendes af spillerne og divisionsklubberne. Parterne vil forsøge at få godkendt aftalen allerede i løbet af næste uge, da der ligger en deadline for Spillerforeningens strejkevarsel og Divisionsforeningens modstående lockout varsel.

Overenskomsten gælder frem til 30.juni 2007.

Divisionsforeningens bestyrelsesformand Thomas Christensen er tilfreds med overenskomsten og glæder sig over, at striden er ved at nå en ende:

- Det er med glæde, at vi er nået frem til et forhandlingsresultat, så der er sikkerhed for, at vi kan spille fodbold igen. Divisionsforeningen håber på et godt fremtidigt samarbejde mellem Spillerforeningen, DBU og Divisionsforeningen. Dansk divisionsfodbold har ikke brug for konflikter og stridigheder, men enighed om at arbejde frem mod fælles mål for at gavne dansk klubfodbold. Ikke mindst i et internationalt perspektiv har vi behov for at trække på samme hammel, for at skabe de bedste forudsætninger for dansk klubfodbolds internationale muligheder, udtaler Thomas Christensen.

Spillerforeningens formand Palle Sørensen ser frem til en ny begyndelse i samarbejde mellem klubberne og spillerne:

- Siden første suspension har der gradvist været ført mere og mere konstruktive forhandlinger, og vi har nu nået et forhandlingsresultat, som vi håber, at medlemmerne både hos os og i Divisionsforeningen vil gå ind for. I Spillerforeningen ser vi frem til en ny start på samarbejdet i dansk divisionsfodbold på grundlag af den overenskomst, som vi nu håber bliver endeligt vedtaget, siger Palle Sørensen.