Endnu en sejr til FCK2

Søndag formiddag mødte FCK2 på hjemmebane Allerød, og for 7. kamp i træk blev det til point, og denne gang til tre point, da Allerød blev besejret med 2-1.

 

Af Jan Eliassen

FCK2 var storfavoritter inden start, dels takket være den gode stime holdet var inde i, men også fordi Allerød ligger placeret i bunden. Der var lagt op til sejr, og FCK2 startede også bedst. Der var tryk på Allerød, FCK2 havde stor procentvis boldbesiddelse fra kampens start – men mistede for ofte bolden når chancerne nærmede sig – eller når de kom ind på den sidste tredjedel af banen.

 

Men efter 17 minutter kom FCK2 foran. Et hjørnespark fra venstre var slået perfekt, og Andreas Moos headede den fint ind til 1-0. Det var en drømmestart mod et bundhold, og lidt af en forløsning at være kommet foran ovenpå den gode start på kampen. De næste 10 minutter forløb på samme måde, men uden at FCk2 kom frem til de store chancer.

 

Og så ud af ingenting slog Allerød til. De brød pludselig igennem, og så stod den 1-1. Det var blot anden gang de var i nærheden af målet, og det var næsten det værst tænkelige der kunne ske.
FCK2’s drenge svarede dog godt igen. Efter et frispark i venstre side opsøgte Andreas Moos bolden, og han udplacerede Allerøds keeper, og sørgede for, at FCK2 igen var foran. Resten af halvlegen sad FCK2 på Allerød, Saban ramte overliggeren og Zohore havde et par gode muligheder. Der blev dog ikke scoret mere, men det var en fuldt fortjent pauseføring.

 

I 2. halvleg virkede det som om FCK2 var for tilfredse. De havde haft bolden meget i de første 45 minutter, de havde følelsen af at de ville vinde, og det hele gjorde nok, at FCK2 spillede med håndbremsen trukket. Det betød at spildominansen forsvandt, kampen udlignede sig mere og mere, men de store chancer kom dog aldrig. Der var lidt chancer sent i kampen, men ingen af dem blev virkelige farlige – og 2. halvleg var generelt lidt af en rodet affære.

 

Efter kampen sagde træner Brian Riemer:

 

- Sejren på 2-1 var sådan set fortjent nok. Men det er ærgerligt vi ikke holder kadencen fra 1. halvleg, for så havde vi slået Allerød meget større. Havde vi scoret lidt mere, så havde vi også gjort det hele meget nemmere for os selv ved at lukke kampen. Nu blev det en godkendt præstation, en præstation som endnu engang gav tre point. Det eneste ærgerlige er, at vi ikke fik gjort arbejdet helt færdigt, hvilket skal oversættes til, at vi skulle have scoret nogle flere mål.

 

FCK2’s næste kamp i 2. division Øst er den 9. maj klokken 13:00 på udebane mod Nordvest FC.
´