Disciplinærinstansen straffer hændelser ved udekampen mod Randers
F.C. København fradømmes retten til at have tilskuere på Nedre Sektion 12 ved den kommende hjemmekamp mod OB på onsdag d. 22. april 2026.
F.C. København har modtaget kendelsen fra Fodboldens Disciplinærinstans på baggrund af weekendens udebanekamp mod Randers i Superligaen. F.C. København idømmes desuden en bøde på 50.000 kr.
Fodboldens Disciplinærinstans afsiger kendelsen på grund af koordineret antænding af minimum 55 stk. pyroteknik kort inden kampstart, hvilket gjorde det nødvendigt at udsætte kampen, som derfor blev forsinket med minimum 2 minutter og 30 sekunder.
Den organiserede karakter samt den forsinkede kampstart karakteriseres som en alvorlig overtrædelse af sikkerhedscirkulæret og vurderes derfor som en skærpende omstændighed ved udmålingen af sanktionen.
F.C. København tager afstand fra episoden i Randers, der nu får konsekvenser for både fans, klubben og holdet.
Samtidig stiller F.C. København sig også særdeles kritisk overfor det faktum, at Disciplinærinstansen fremsender så omfattende en sanktion blot få døgn før kampen mod OB.
Det korte varsel gør det til en meget omfattende opgave at håndtere i praksis, da sanktionen kræver flytning af flere tusinde fans.
Alle berørte fans på Nedre Sektion 12 får direkte besked fra F.C. København mandag formiddag.