Det begyndte ellers godt...

Det begyndte ellers godt...

Løverne viste fra kampens begyndelse, at man var opsat på at fjerne nullet i tabellen, og den første afslutning faldt allerede i kampens første minut, da Vetokele snittede et indlæg fra Gíslason forbi mål.

Der var meget mere vilje og bevægelse bag aktionerne i dag, og Delaney – der i dag var rykket ud på venstrekanten – var ofte med inde i feltet og støtte frontløberne, og han tegnede sig for et nærgående hovedstød  i det sjette minut på et følt indlæg fra Claudemir til forreste stolpe.

Seks minutter senere var Delaney endnu tættere på med et velplaceret hovedstød med retning mod målhjørnet, og kun en mesterlig redning fra Mikkel Andersen i Randers-målet forhindrede en københavnsk føring.

Randers FC er dog et erfarent og godt sammenspillet mandskab, der ikke så let lader sig slå ud, og de holdt sig fint inde i kampen, selv om der var langt mellem deres offensive aktioner. Og så havde de i dag en helt særlig evne til at blokere løvernes afslutninger… første gang i det 18. minut, da Gíslason trykkede af i feltet, men blev blokeret til hjørne.

Midt i halvlegen var det TK’s tur til at få blokeret et udmærket langskudsforsøg, men på det efterfølgende hjørne måtte såvel forsvarere som den velspillende Mikkel Andersen overgive sig. Lars Jacobsen fandt Thomas Delaney med et præcist indlæg, og 8’eren headede bolden op i krogen uden for Andersens rækkevidde.

Da var der spillet 24 minutter, og det ”gode, gamle FCK” var for alvor ved at folde sig ud. Pourié headede i sidenettet kort efter, og kun en superredning af Mikkel Andersen forhindrede lidt efter Gíslason i at øge.

Kort før den halve time var Mellberg tæt på at nå frem til et Lars Jacobsen-hjørne, men i stedet endte bolden ude i feltet hos Delaney, der resolut trykkede af – men ja, en forsvarer fik blokeret igen!

Og så, midt i FCK-offensiven, slog kronjyderne kontra og udnyttede koldt og kynisk en blottelse i FCK-bagkæden, så Ronnie Schwartz kunne bombe bolden ind bag en chanceløs Wiland.

Det havde ikke været ufortjent, hvis den københavnske føring var blevet genetableret i det 39. minut, da Delaney optimistisk flugtede til en nedfaldsbold i feltet, men… den ramte en forsvarer på vejen og gik til hjørne. Og minsandten om de ikke nåede at blokere endnu en farlig afslutning fra Gíslason kort før pausefløjtet…

Efter pausen måtte Mikkel Andersen efter 6 minutters spil igen hive en god redning ud af ærmet, da Gíslason trak sig fri uden for feltet og trykkede fladt af. Minuttet efter skulle der dog en endnu større redning til fra hans kollega i den anden ende, da Sigurdsson helkiksede en clearing, så Ronnie Schwartz stod helt alene med Wiland, men svenskeren afværgede med en fremragende parade.

Herefter blev kampen lidt rodet i en stund, men Ariël Jacobs og trænerteamet forsøgte at finde tilbage sporet ved offensive indskiftninger af Santin og Bolaños for Pourié og TK. 20 minutter før tid var det ved at give bonus, da et godt gennemspillet angreb endte med, at Bolaños fik en skudchance i højre side af feltet, men bankede bolden i sidenettet.

Men fra da af begyndte det pludselig at gå galt… Randers FC havde ganske vist aldrig lignet et hold, der var ude af kampen, endsige opgivet håbet om 3 point, men det kom alligevel ud af nærmest ingenting, da Jonas Kamper smækkede et flot indlæg ind i feltet, hvor Jonas Borring snød Lars Jacobsen ved at dukke op i udkanten af feltet og headede den kraftfuldt ind ved den ene stolpe.

Den chokscoring kom mestrene sig ikke rigtig over, før bolden fem minutter senere igen lå i nettet bag Wiland – denne gang headet ind af Nicolai Brock-Madsen tæt under mål efter et hjørne fra højre.

Olof Mellberg blev herefter kastet frem i angrebet, men selv om københavnerne forsøgte til det sidste at komme tilbage i kampen, kom man aldrig for alvor frem til afslutninger, og randrusianerne kunne rutineret køre en sejr hjem, der samtidig indebærer, at Byens Hold for første gang nogensinde er uden point efter 3 runder.

Næste søndag går turen til vicemestrene i Farum – det bliver en gyser af et ”bundopgør”!


Holdet i dag: Johan Wiland - Lars Jacobsen (anf.), Olof Mellberg, Ragnar Sigurdsson, Pierre Bengtsson - Rúrik Gíslason (84.: Danny Amankwaa), Claudemir, Thomas Kristensen (64.: Christian Bolaños), Thomas Delaney - Igor Vetokele, Marvin Pourié (60.: César Santin)