Jubel i Parken

Derby er tilbage – 25.000 har sikret sig plads

Over 25.000 har lige nu sikret sig plads til Derby den 8. august!

Derfor skal du være hurtigt ude, hvis du også vil være en del af det, vi tror, er det første store europæiske rivalopgør med tilskuere fra både hjemme- og udehold i halvandet år.

”Først og fremmest glæder vi os afsindigt meget til, at vi endelig skal have et rigtigt Derby igen," siger kommerciel direktør Jacob Lauesen.

"Vi har alle savnet det opgør i sin rigtige udgave med fans fra begge klubber og massiv stemning på tribunerne. Det bliver det største tilskuerevent på dansk grund i halvandet år, og vi har talt ned til, at vi igen kan fylde Parken. Nu sker det .og det er fantastisk.

Tror på fyldt Parken
”Vi går efter, at kampen bliver udsolgt, og muligheden er der," fortsætter Jacob Lauesen.

"Flere tribuner og afsnit er allerede udsolgt, og vi kan virkelig mærke, at mange har savnet de her kampe og oplevelser.”

”Der er naturligvis stadig nogle restriktioner, men det er en kæmpe milepæl, at vi igen kan have fuld kapacitet, og vi ser også frem til igen at have fans i udebaneafsnittet. Det giver en dimension mere til oplevelsen."

"Interessen for Derby er massiv, og når vi tager vores sæsonkortsalg med i betragtningen, så oplever vi en stor lyst til igen at komme på stadion. Vi glæder os virkelig."

Unik tilskueroplevelse
Som ved tidligere Derbyer, så har Brøndbys fans D-tribunen, mens de øvrige tribuner er forbeholdt FCK-fans.

”Det er altid en unik tilskueroplevelse, man møder til Derbyet med tifoer og intens stemning. Det er en stor del af oplevelsen, og det er på et højt internationalt niveau," siger Jacob Lauesen.

"Vi ved, at der er planer om at skabe en ekstraordinær ramme til dette Derby, så der er masser af gode grunde til at komme ind og være en del af det hele,” siger Jacob Lauesen.

Find din plads her
Du kan sikre dig plads til den store kamp lige her.