De unge er på vej

FCK.DK har talt med ITU-træner Torben Storm om klubbens stærke ungdomstrup.

Sidste år vandt vores ynglingehold det danske mesterskab og igen i år fører de rækken, men hvor står vi internationalt?

- Vi har spillet internationale turneringer i Marseille, Holland og England i de sidste halvår og hvis man ser på spillerne op til 19 år kunne vi godt spille i Champions League. Men så sker der noget fra 19 års-alderen, hvor de andre bliver bedre i forhold til os. Danske fodboldspillere er uden tvivl på virkelig højt niveau i europæisk fodbold når de er mellem 16 og 19 år. Men så kommer den der større modstand, større krav og så videre. Når vi møder englænderne, som lever på et fodboldakademi og spiller for at komme i Premier League, kan man mærke at det for dem næsten handler om liv eller død hver gang de spiller, og det er danske fodboldspillere ikke vant til. De har de jo meget godt alligevel, siger Torben Storm.

Bliver vi ikke overmatchet når vi møder de bedste engelske hold fra de store akademier?

- I starten af august var vi inviteret af den engelske Premier League til en meget prestigefyldt turnering: "North England Event". De har en turnering hvert år, hvor de bedste U19-hold fra Europa bliver inviteret, og i år var hold som Ajax Amsterdam, Sporting Lissabon, Rosenborg og Bayern München med. Så det er alle sammen hold som har markeret sig i deres hjemlige ligaer i den respektive aldersgruppe. De tager kun hold over som de ved kan matche de engelske hold. De ser meget på at det er kampe som de også selv lærer noget af.

- Det var lige kampe alle sammen. Vi spillede mod det bedste ungdomshold i England, Middlesborough, hvor vi tabte 3-0, men jeg tror ikke at vi havde tabt 3-0 hvis ikke det havde været en kunstgræsbane vi havde spillet på. Nu har vi spillet på græs i lang tid, hvorimod de træner på den og har spillet mange kampe på den, så det var faktisk deres hjemmebane vi spillede på. Den stod 0-0 i meget lang tid, men vi falder lidt sammen til sidst og taber så 3-0.

- Den bedste kamp vi spillede var imod et meget stærkt Boltonhold, hvor vi spillede 2-2. Det var samtidig også vores sidste kamp derovre og lederen af turneringen, Nick Boston, som er lidt af en legende derovre, sagde at han ville gøre alt for at vi også kunne blive inviteret igen og jeg håber sådan set også at vi kommer igen næste år, for vi har en lige så god årgang næste år. Det får vi så svar på i november måned.

Fra England gik turen til Holland, hvor det var også gode modstandere?

- Ja, vi startede med at spille 2-2 mod Ajax (målscorere: Jeppe Brandrup og Mads Torry) og efter et 3-0-nederlag til Dortmund vandt vi 5-2 over Willem II (målscorere: Nicolai Hansen 2, Mads Torry, Jeppe Brandrup og Kim Tandrup). Vi sluttede turneringen på tredjepladsen efter en 2-1 sejr over Vitesse (målscorere: Mads Torry og Kim Tandrup). Kim Tandrup blev udnævnt til turneringens bedste spiller.

Er vi kun interesserede i at vinde kampe?

- Man spiller jo altid for at vinde, men det er jo også matchningen det er vigtig. Vi har snakket meget om, at vi ikke bliver matchet nok herhjemme. Vi er for suveræne, og grunden til at vi tager ud er for at give de unge spillere nogle hår på brystet inden de rykker op som seniorer, så de får prøvet at spille internationale kampe, og se at dommerne tillader en del hårdere spil i de voksnes rækker. I England bliver der ikke dømt for skub i ryggen medmindre det er af særlig hård karakter, og de har også godt af at prøve at leve som professionelle fodboldspillere i en 10-dages periode, hvor de kan spise og træne som professionelle gør. Så det har helt sikkert været en succes rent oplevelsesmæssigt for spillerne.

Hvilke spillere kan vi forvente at se i Superligatruppen i fremtiden?

- En spiller som i mine øjne har gjort det godt i alle kampe er højrekantspilleren Jeppe Brandrup, som kan spille både højre back og højre midtbane. Han er den der viser det største potentiale med henblik på at kunne gøre sig som seniorspiller. Hans teknik er fremragende selv under pres. William Kvist var stærkt spillende i Holland, men har haft en skade og er først rigtig kommet i gang i den sidste kamp, hvor vi spillede om 3.-4. pladsen mod Vitesse. Der var William meget stærk. Dem der er fremtrædende er Bernburg og Torry, der laver mange mål og Brandrup og Kvist som den stærke dynamo på midtbanen. Det er også dem vi fokuserer mest på p.t.. Når de er færdige med skolen er det dem som vi skal forsøge at komme ind på.

- Vi har nogle forsvarsspillere som også er landsholdsspillere, men som så er lidt yngre, hvilket vil sige at de stadig er ynglingespillere. Nicklas Svendsen, Mathias Gravesen og Nicolai Hansen er spændende spillere.

Hvad nu? Er det arrangeret flere internationale ture for vores "yndlinge-ynglinge"?

- Nej, der er ikke flere turneringer i efteråret. Nu skal vi koncentrere os om at blive danmarksmestre for ynglingehold igen. P.t. fører vi med fem point ned til AGF (før strejken), så det ser meget fornuftigt ud. Holdet er også stærkt og jeg vurderer at vi er de bedste herhjemme. Næste år kommer der et kuld juniorspillere op som supplement, og vi regner med at det bliver et lige så stærkt hold næste år. Vi har nogle særdeles stærke årgange, så derfor håber jeg på at vi kan opretholde succesen. Fremtiden ser god ud!, slutter Torben Storm.


Torben Storm styrer talenterne i F.C. København og har ofte været inde over landsholdet, hvor han har hjulpet til