De brændte chancers kamp

De brændte chancers kamp

Løverne havde atter Johan Wiland til rådighed efter at han forleden blev far til en lille pige, men til gengæld måtte man undvære hele tre kantspillere i form af den karantæneramte Nicolai Jørgensen og de skadede Christian Bolaños og Martin Vingaard. Rúrik Gíslason, der har spillet de seneste kampe i højre side, fik derfor denne gang selskab af Thomas Delaney i venstre side. OB måtte se bort fra den skadede Emil Larsen, men mønstrede to eks-FCK’ere i form af Jesper Christiansen og Michael Silberbauer.

Det var tæt på en københavnsk drømmestart! Først da ”Copenhagen Corner” efter mindre end 2 minutter headede et fint Lars Jacobsen-indlæg tæt forbi det ene målhjørne, og fem minutter senere da Pierre Bengtsson fandt Santin tæt under mål med en følt fremlægning, men brasilianeren måtte se sin firsttimer prelle af på Jesper Christiansen.

Men det var et signal om, at løverne havde noget at revanchere efter kun at have hentet et enkelt point i de to midtjyske påskekampe, og fynboerne blev da også sat under et solidt pres, og bortset fra et tørt hug fra kanten af feltet fra Marcus Pedersen havde Pappa Johan ikke meget at lave i FCK-målet.

I den anden ende havde hans tidligere kollega Jesper Christiansen derimod masser at se til. Lars Jacobsen sendte et langskud lige over, Gíslason forsøgte fra spids vinkel i højre side men skød lige forbi, og Delaney kom også godt op til et hjørne og headede lige over mål – endnu inden der var spillet 20 minutter.

Kort før den  halve time fik Gíslason kampens hidtil største chance, da Cornelius gik til baglinjen i venstre side og lagde en bold fladt tilbage i feltet, men fra omkring straffesparkspletten hamrede han bolden over mål i helt fri position…

Efter 33 minutter kom det største tilbud af alle, da Bashkim Kadri havde hånd på bolden, da Santin ville trække forbi ham i udkanten af feltet. Michael Johansen pegede resolut på 11 meter-pletten, men Santin afsluttede svagt og lige på Jesper Christiansen. Claudemir havde et ganske farligt forsøg nogle minutter senere, men det var bare en af de dage, hvor bolden ikke vil ind…

Og for at gøre ondt værre sparkede Espen Ruud i stedet et frispark under FCK-muren og i nettet uden for Wilands rækkevidde til en aldeles ufortjent fynsk 1-0-føring, hvilket også var cifrene, da de to hold gik til pause og fik lidt ly for den silende regn, der var faldet over banen gennem hele halvlegen.

Efter pausen viste hjemmeholdet, at moralen er intakt, da man ufortrødent gik til angreb igen og lagde godt pres på gæsterne, og efter fem minutters spil faldt belønningen, da den meget velspillende Pierre Bengtsson igen strøg igennem i venstre side og denne gang afsluttede ved at sparke bolden fladt ind i det lange hjørne.

Kort efter forhindrede Jesper Christiansen en ny backscoring, da Lars Jacobsen tvang ham ud i en god redning, og sådan fortsatte det faktisk resten af kampen. Angreb mod angreb skyllede ned mod fynboerne, men målmanden spillede præcis så stærkt som han så mange gange før har gjort det her i PARKEN – i FCK-trøjen.

F.eks. efter 56 minutter, da Santin kunne have revancheret sig for det brændte straffe, da Cornelius smækkede bolden ind foran, men han ramte den på skulderen, og i stedet gik den videre ned på Daniel Høegh, der fra få meters afstand tvang Jesper Christiansen til en refleksredning. Men hjemmeholdet buldrede bare videre, og de to backs sendte kampen igennem et utal af indlæg ind i OB-feltet, hvor det fynske forsvar havde rigeligt at se til – men de holdt stand.

Vetokele afløste Santin  med 20 minutter igen, og Danny Amankwaa fik også chancen 10 minutter før ti i stedet for Gíslason, men de kunne heller ikke nedbryde den fynske forsvarsmur. Derfor var det ironisk nok Espen Ruud, der var tættest på at sikre løverne sejren, da han få minutter før tid var uheldig og heade et Claudemir-indkast mod eget mål, men så var Christiansen helt ude ved stolpen og redde til hjørne.

Lidt efter fik Ruud faktisk en frisparks-mulighed i den anden, som i ubehagelig grad lignede den han scorede på, men denne gang prellede afslutning af i muren – og en fynsk scoring her havde næsten heller ikke været til at bære, rent bortset fra at det ville have været regulært tyveri.

1-1 var heller ikke efter spil og chancer, men sådan endte det for øjnene af hele 17.327 tilskuere, og dermed er der nu syv point mellem københavnerne og FC Nordsjælland, inden de to hold mødes i et topbrag på Farum Park næste mandag.