Danni Jensen sikrede FCK2 uafgjort 1-1

Efter i sidste weekend at have hentet en fin udesejr over Nordvest FC, så skulle FCK2 i dag forsøge at fortsætte stimen som ubesejret, da de hjemme på Frederiksberg tog imod topholdet fra 2. division Øst, Søllerød-Vedbæk.

 

Af Jan Eliassen

I sidste weekend besejrede FCK2 på udebane Nordvest FC med 2-0, på to scoringer af henholdsvis Mohammed Ali og Danni Jensen, og sidstnævnte skulle også i dagens opgør indtage en afgørende rolle.

 

FCK2 skulle fortsætte stimen på otte kampe uden nederlag, og modstanderne var som sagt topholdet fra BSV Søllerød-Vedbæk. FCK2 kom bedst fra start, holdet stod godt, og de gjorde det svært for BSV at skabe chancer. Hjemmeholdet fik stort set lukket ned for BSV’s spil og var selv rimeligt farlige i omstillingsspillet, og kom frem til par halvgode chancer i 1. halvleg, specielt da Sebastian Nielsen smed et indlæg ind til Mohammed Ali, der dog brændte helt alene med keeperen.

 

Så 1. halvleg sluttede 0-0, og var, udover Alis store afbrænder, helt fri for store chancer. FCK2 kunne gå til pause med størst fortjeneste og kunne nok også have haft en fortjent 1-0 føring.
FCK2 kom fint ud fra pausen, havde godt fat i BSV og fik skabt en fornuftig portion chancer. Efterhånden som halvlegen skred frem, så fik FCK2 flere og flere chancer, blev farligere og farligere og det var derfor ikke overraskende at FCK2 fik sig et straffespark. Ali brød igennem – men blev fældet inde i feltet. Men endnu engang blev BSV’s målmand den store i den dyst, da han reddede straffesparket.

 

Det reddede straffe betød, at BSV fik taget fat i sig selv, og inden FCK2 rigtig fandt sig selv til rette, så havde BSV bragt sig foran 1-0. Målet kom efter et hjørne, hvor FCK2 ikke fik clearet ordentligt, og mellem venner og fjender dukkede en BSV-spiller op og sendte den i kassen uden chancer for Frederik Vang.

 

Herfra var det op af bakke, for hvor FCK2 før havde været ovenpå – så var det nu gæsterne der havde teten. FCK2 skulle lige finde sig selv, spillet var lidt usammenhængende og spillerne fik ikke gjort tingene færdige. Men da kampen gik ind i de sidste 15 minutter, så begyndte presset at virke og chancerne begyndte igen at komme – og det kulminerede med, at Andreas Moos lagde en fin aflevering ind til Danni Jensen, og han afsluttede flot, og gjorde det til 1-1 uden chance for keeperen.

 

De sidste 10 minutter var ren tjubang fodbold, begge hold satsede på omstillingsspil i håbet om at få skabt den chance der kunne afgøre kampen – men det hele endte nu 1-1.

 

Efter kampen sagde træner Brian Riemer

 

- Spillerne skal have kæmpe stor fortjeneste af kampen, de stod godt, vi forsvarede os godt – og spiller god fodbold med et godt positionsspil, hvor vi ofte bringer os i overtal, og får skabt en del chancer. Jeg er meget godt tilfreds med dagens kamp, og skulle der have været vinder, så skulle det have været os, og jeg tror nu også vi havde vundet, hvis vi havde scoret på straffesparket.