Dame N’Doye er skarp, knivskarp!

Dame N’Doye er skarp, knivskarp!

Med gårsdagens 2-0 træffer mod Brøndby IF nåede Dame N’Doye op på 68 træffere for F.C. København, og det betyder, at Løvernes senegalesiske angrebs-es nu deler all-time topscorerværdigheden med Todi Jónsson.

Af Jan Eliassen
Den 23. juli 1997 spillede færøske Todi Jónsson sin første kamp for F.C. København, en 2-1 sejr hjemme i PARKEN mod Vejle. Sejren blev dog hevet i land uden en scoring af Todi, men allerede i sin kamp nummer to for F.C. København slog Todi til. Her bragte Todi F.C. København foran 1-0 mod Silkeborg, men desværre for Byens Hold, så fik Silkeborg udlignet føringen, og kampen endte 1-1. Otte år senere spillede Todi Jónsson sin sidste kamp for F.C. København, og da man gjorde status op for den farlige færing, da stod mål-tælleren på 68 scoringer i løbet af Todi Jónssons 207 kampe for Byens Hold.

Da Todi i 1997 debuterede for F.C. København løb en 12-årig Dame N’Doye rundt hjemme i Senegal, og selv om han sikkert drømte om at blive professionel fodboldspiller, så er det ikke sikkert, at navnet ”F.C. København” var noget han havde hørt om?

Men efter at have spillet for et par klubber rundt omkring i Europa, så landede Dame N'Doye i København, hvor han i februar 2009 fik sin debut i 2-2 hjemmekampen mod Manchester City. Det var dog først i Dame N’Doyes fjerde FCK-kamp at senegaleseren kom på måltavlen, det skete i starten af marts måned, hvor han scorede kampens sidste mål, da F.C. København vandt med 3-0 på udebane over Randers FC.

Siden den første scoring har Dame N’Doye scoret yderligere 67 mål for Løverne. Samlet set er totalen altså 68 mål, og de mange mål er fordelt på Superligaen (49), UEFA Champions League (9), UEFA Europa League (5) og DBU Pokalen (5).

Dame N’Doye og Todi Jónsson ligger dermed side om side som de to all-time topscorere i F.C. København, men hvor Todi skulle bruge 207 kampe på at score de 68 mål, så har Dame N’Doye kun spillet 125 kampe – og dermed holder han et snit på 0,54 mål pr. kamp – hvilket altså svarer til en scoring i minimum hver anden kamp.

Derudover tegner Dame N’Doye sig også for en markant større andel af F.C. Københavns scoringer end Todi gjorde, for F.C. København har i N’Doyes 125 kampe scoret 231 mål, hvilket omregnet betyder, at N’Doye har scoret 29,4 procent af Løvernes mål. Til sammenligning scorede Todi ”kun” 18,8 procent af de 361 mål som F.C. København scorede i løbet af Todis 207 FCK-kampe.

Spørgsmålet er så bare hvornår Dame N’Doye scorer målet der bringer ham alene i spisen af topscorerlisten – men her på FCK.DK ser vi gerne, at det bliver på søndag mod OB…