Tak for støtten!

Dame N’Doye : Er i tvivl om, hvor jeg står

FCK.dk fik fat i klubbens topscorer Dame N’ Doye, der netop nu forbereder sig til Orange Africa Cup of Nations, der begynder lørdag i Ækvatorialguinea. Senegal spillede i går en uofficiel træningskamp mod Kenyas U/23-hold, som blev besejret 1-0.

Målscorer var SC Freiburgs Papiss Demba Cisse, der i 62. minut blev matchvinder, da han efter et hjørnespark scorede tæt under mål. F.C Københavns Dame N’Doye spillede ligesom i torsdags mod Sudan første halvleg, inden han og flere andre spillere blev udskiftet i pausen.

Til FCK.dk siger Dame N’Doye:
- Det har været et par hårde dage med to træningskampe indenfor kort tid. I går søndag spillede vi mod Kenyas U/23-hold, og i torsdags var vi i kamp mod Sudan. Cheftræneren valgte at rotere en del mellem spillerne, og vi spillede med to forskellige hold i hver sin halvleg mod Sudan.

- Der var også mange udskiftninger i går, hvor jeg igen spillede de første 45 minutter. Derfor er jeg lidt i tvivl om, hvor jeg står i forhold til startopstillingen, men jeg føler, at det er gået godt. Fra i morgen har vi et par lidt hårdere træninger og siden et par hviledage, inden det går løs på lørdag i vores første gruppekamp mod Zambia, slutter han.

Orange Africa Cup of Nations spilles i Ækvatorialguinea fra på lørdag. FCK.dk følger Dame N’Doyes bestræbelser på at blive afrikanske mestre.