Dagen inden dagen

Dagen inden dagen

Dagen inden dagen! Matchday minus one! Tirsdag aften klokken 2045 møder F.C. København franske LOSC Lille i den første af to afgørende playoff-kampe til gruppespillet i UEFA Champions League.

af Jan Eliassen

Som traditionen byder det, så var der dagen før pressemøde, og Løverne var repræsenteret af anfører Lars Jacobsen og Ariël Jacobs.

Om LOSC Lille sagde Lars Jacobsen:
- LOSC Lille er jo en kompetent modstander, og de har klaret sig godt i den franske liga i de sidste mange år. Det vil være en overraskelse hvis vi går videre, men vi kommer til at give det en chance og vil naturligvis gøre hvad vi kan.

- Vi har respekt alle spillere vi møder. Jeg kender da nogle af dem, og har fx selv spillet mod Kalou mens jeg var i England. Ingen tvivl om, at han kan mange ting på egen hånd.

- F.C. København peakede for to år siden, hvor vi kom i gruppespillet. Vi er nok ikke på det niveau endnu, men vi er på vej.

Ariël Jacobs havde disse ord:

- At sammenligne Lille og Brugge er lidt som at sammenligne Europa League med Champions League. Brugge - og nok også FCK - ligger lidt imellem de to ligaer, mens Lille nok har kvaliteten til Champions League.

- Vi vidste jo godt, at det bliver svært af få adgang til Champions League, men for at få adgang til stjernerne, både dem på logoet og dem på banerne, så skal man være klar - men det skal være vores ambition. Jeg synes vi har fået et boost efter sejren over Brugge.

- Efter vi slog Brugge fandt jeg ud over, at FCK for 7. år i træk er klar til et europæisk gruppespil, og for et lille land som Danmark, så er det en kæmpe succes.

Efter pressemødet fangede FCK.DK et par af Lars' holdkammerater nede på sidelinien:

Martin Vingaard: - Det er superstort at spille Champions League, det er jo hvad man drømmer om som barn. Det er sjovt at være men, men det er først for alvor sjovt når vi er i gruppespillet. Det er en stor oplevelse, vi skal nyde det, for det er jo ikke alle der får lov til at spille Champions League fodbold i den danske nationalarena. Vi skal gøre som mod Brugge, altså slå til når vi får chancerne - vi skal have en høj udnyttelsesprocent.

Johan Wiland: - Det er en sjov kamp, en af dem man gerne vil spille og det vi træner hen imod. Vi skal jo holde nullet, sådan er det - det vil være en godt resultat og vil være et godt fundament for vores videre færd i turneringen.

Christian Bolaños: - Vi er klar, nu gælder det om at være fokuserede i morgendagens kamp. Jeg er 100 procent klar og vi kommer ind til kampen med en god selvtillid. Det er vigtigt for både holdet og vores fans at komme i Champions League - og vi er som sagt klar!




















Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK