- Vi står med en meget stærk trup

CV: Transfervindue efter planen

FCK.DK satte sportsdirektør, Carsten V. Jensen, stævne til en evaluering af det for nylig overståede transfervindue.

 

- Jeg kan starte med en klassiker, som jo er, at målsætningen i et transfervindue for F.C. København er at komme usvækket ud. Vi kan ikke altid kontrollere det hele selv, og indimellem sker der ting, vi ikke alene er herre over. I transfervinduet i januar har vi dog formået, at holde fast på de spillere, der har sat nye standarder for dansk og skandinavisk fodbold, og det mener jeg er positivt og det giver også et godt billede af vores grundlæggende transferpolitik, starter Carsten V. Jensen og fortsætter.

 

- Derudover har vi taget hul på de udfordringer, vi har med truppen startende fra sommeren 2011 af. Vi ved således, at vi har kontraktudløb med Wendt, Pospech, Antonsson og Grønkjær, og vi har i januar foretaget os noget på alle de positioner, disse spillere dækker. Dette er ikke at sidestille med, at vi skiller os af med alle fire spillere til sommer. Tværtimod håber vi på at forlænge med en eller flere af dem, men det er der jo som altid flere parter til at afgøre.

 

- Vi har således hentet Pierre Bengtsson i FCN, hvor han gennem et godt stykke tid har vist sit høje niveau, der senest har resulteret i A-landsholdskampe for Sverige. Jos Hooiveld har vi hentet i Celtic - i første omgang på en lejekontrakt frem til sommeren. Her vil vi evaluere samarbejdet med Jos og tage en beslutning derfra. Johan Absalonsen har vi hentet transferfrit efter hans kontraktudløb i OB. Johan var rigtig stærk i første halvdel af sidste sæson og var på tale til VM i Sydafrika i sommer. Et lille formdyk før VM og en efterfølgende møjsommelig skadesperiode har dog sat Johan lidt tilbage, men vi har et klart håb om, at Johan kan finde tilbage til sit gamle niveau og igen komme i betragtning til landsholdsfodbold. Sidst men ikke mindst har vi fra sommeren af tegnet kontrakt med Johnny Thomsen fra SønderjyskE. Her har han længe været en profil, og han har vist sig at være en meget driftssikker højre back, hvilket også for nylig har givet ham A-landsholdsdebut, siger Carsten V. Jensen.

 

Alsidig trup

 

- Et kig på kampkalenderen afslører, at vi i foråret kun skal spille ca. det halve antal kampe i forhold til efteråret. Det vil naturligvis resultere i et mindre slid på truppen, og blandt andet derfor, har vi valgt at udleje fire spillere for resten af foråret. Nordstrand er røget til sin tidligere klub FCN, hvor det bliver spændende at se, om han kan finde sin gamle form efter den lange skadesperiode, mens Oviedo også tager et halvt år i FCN. Han har gennemgået en god udvikling det seneste år i klubben, og nu får han muligheden for at stå på egne ben, få kamptræning og komme tilbage til FCK og bevise, at han kan være en stærk bejler til pladsen som venstreback, siger Carsten V. Jensen. 

 

- Søren Frederiksen har endnu et stykke vej til start-elleveren i FCK, og det giver derfor god fornuft, at vi lejer ham ud til SønderjyskE. Forhåbentligt kan han her få masser af kamppraksis og komme i betragtning til Keld Bordingaards U21 landsholdstrup, der til sommer skal forsvare de danske farver under EM.

 

- Sidste mand vi har valgt at udleje er Peter Larsson. Peter har længe haft et meget stærkt ønske om mere spilletid, og det har han ikke opnået her i F.C. København. Derfor var det en god mulighed for Peter at komme til Helsingborgs IF, hvor han forhåbentligt kan få et godt halvt år, siger Carsten V. Jensen.

 

- Summa sumarum er vi på den korte bane lykkedes med at stå med en usvækket trup forud for klubbens hidtil største udfordring i kampene mod Chelsea, og samtidigt har vi som ønsket indledt arbejdet, der til sommer skal færdiggøres og i sidste ende munde ud i endelige trup for sæsonen 2011/2012. Men nu glæder vi os bare til at komme i gang med det, det hele drejer sig om, og gøre vores til at vi kan følge op på de gode resultater fra efteråret, slutter Carsten V. Jensen.