CV: - Hellere i vores sko end i deres

CV: - Hellere i vores sko end i deres

På trods af at F.C. København leverede en rigtig god præstation på Farum Park, så endte det desværre med et spinkelt nederlag. Men Carsten V. Jensen var tilfreds med hvad spillerne havde leveret – og ærgrede sig naturligvis over nederlaget til FC Nordsjælland.

Af Jan Eliassen
Efter kampen havde cheftræner Carsten V. Jensen denne kommentar til FCK.DK:

- Jeg synes vi leverer en rigtig fin præstation, men må også sige tillykke til FC Nordsjælland, der får maksimalt udbytte ud af dagens kamp, så hatten af for et godt kæmpende FCN-mandskab.

- Jeg er nogenlunde tilfreds med vores spil, bortset fra en kort periode omkring hvor de får deres mål. Jeg er tilfreds med chancefordelingen, som vel er omkring 7-2 til os, måske har de en 3. chance, men det var vist et langskud fra 30 meters afstand som Johan bare kunne gribe. Selv skaber vi nok chancer til at vi normalt ville score et eller to mål, men sådan skulle det ikke være i dag.

- Vi skal se på vores præstationer, både når vi vinder og taber, og i dag er præstationen OK, det er resultatet bare ikke, og nu gælder det så bare om, at vi ser frem mod søndagens kamp mod OB.

Det ærgrede naturligvis CV, at det ikke blev til sejr i dag:

- Det blev som sagt desværre FC Nordsjælland der vandt i dag, og nu er spørgsmålet om hvem der skal ende på 1. pladsen mere åbent. Men jeg vil nu hellere være i vores sko end i deres sko, for vi har stadig et forspring på tre point og en meget bedre målscore. Vi skal vedblive med at levere disse præstationer, så har vi gode muligheder for at tage titlen – det nytter jo i hvert fald ikke at tabe hovedet. Alt i alt, en god præstation, vi scorede bare ikke, så et bittert nederlag.

Gennem hele kampen fik spillerne god støtte fra de medrejsende tilhængere, og den støtte var adm. direktør Anders Hørsholt glad for:

- Det var en flot opbakning fra tribunerne, og vi fik stor støtte til vores spillere. Desværre kunne de ikke honorere det med en sejr, men der er jo kamp igen på søndag i PARKEN, og her håber vi selvfølgelig på rigtig god opbakning igen.

Johan Wiland: 

Burde have scoret minimum to mål

- Vi spillede en god kamp, vi scorede bare ikke. Vi skabte nok chancer, og burde have scoret minimum to mål, så det re selvfølgelig skuffende at vi taber kampen. Men vi tager vores gode præstation med til kampen på søndag...


Lars Jacobsen: Det var et tæt opgør

- FCN var en tand skarpere end pos, for vi skabte jo rigeligt med chancer. Vi burde have scoret to mål, men desværre ville de ikke ind i dag. Det var et tæt opgør, vi havde godt fat i dem - undtagen i 10-15 minutter hvor de får scoret. Her fik vi ikke lukket ned, og det kostede så et mål. Men chancerne var der, vi fik den bare ikke over stregen, og så taber man 0-1.


Mustafa Abdellaoue: Vi var bedre end dem

- Jeg synes vi var bedre end dem, og vi burde i hvert fald have scoret. Altså en god kamp af os, bare uden de scoringer vi skulle have haft.


Christian Bolaños: De var gode til at holde ved bolden

- Det var en svær kamp, de var gode til at holde ved bolden, og så blev der leveret god fight af alle mand på banen. FCN spillede bolden flot rundt, men alligevel var vi nok en smule uheldige med, at vi ikke fik scoret bare et enkelt mål.


Thomas Kristensen: En god kamp af os

- En god kamp af os, og de skaber ikke så mange chancer - og vi skabte i hvert fald selv en 4-5 store chancer, som vi nok burde have scoret et eller to mål på. Men FCN viste her til aften et topholds kynisme...