Europæiske lodtrækninger – held eller uheld?

Club Brugge varmede også op med 3 point

Ganske som F.C. København lørdag eftermiddag varmede op til onsdagens kvalifikationskamp mod Club Brugge med en 3-0 sejr, så varmede belgierne også op med en sejr, om end Club Brugges sejr ikke var helt så stor – da de ”kun” vandt med 3-1.

Af Jan Eliassen
Den belgiske turnering, Jupiler Ligaen, blev skudt i gang i denne weekend, og allerførste opgave for Club Brugge var en – på papiret i hvert fald – forholdsvis overkommelig modstander, idet modstanderen var nyoprykkede Waasland. Waasland sluttede i sidste sæson på 2. pladsen i den belgiske 2. division, og de fik en hård start på livet i Jupiler Ligaen, for der var blot spillet 39 minutter på Jan Breydel Stadium i Brugge, før stillingen var 3-0 til hjemmeholdet.

Allerede i det 6. minut scorede Lior Rafaelov til 1-0 på straffespark, og han øgede omkring den halve time til 2-0. Seks minutter før pausen kom Club Brugge så foran 3-0 ved Thomas Meunier. Det lykkedes for Waasland at reducere til 1-3 inden pausen, men flere mål kom der ikke – og dermed fik Club Brügge en fin optakt til onsdagens brag i PARKEN mod F.C. København. Både Niki Zimling og Jim Larsen fik fuld spilletid i opgøret, mens Jesper Jørgensen sad udenfor med en skade.

De to mand der scorede de tre mål mod Waasland, var ikke de helt store måltyve i sidste sæson, for Lior Rafaelov scorede seks mål i sidste sæson og Thomas Meunier blev blot noteret for tre træffere. Den farligste spillere hos Club Brugge må stadig forventes at være deres topscorer fra sidste sæson, Joseph Akpala, men derudover så har de fået tilgang af Mohammed Tchité fra Standard Liege – en spiller som F.C. København kender fra sidste sæsons deltagelse i UEFA Europa League. I udekampen mod Standard Liege blev Mohammed Tchité indskiftet i pausen ved stillingen 0-0, og det var en god beslutning af trænerstaben i Liege, for om end han ikke scorede mod Løverne, så var han stærkt medvirkende til at Standard Liege vandt kampen med 3-0.

Joseph Akpala scorede 13 mål i sidste sæsons Jupiler Ligaen, mens Mohammed Tchité endte på otte sæson-scoringer.

Club Brugge KV – de hurtige facts
Som vi skrev her på FCK.DK inden lodtrækningen til 3. kvalifikationsrunde, så er Club Brugge en af Belgiens største og mest succesrige klubber. Clüb Brugge Koninklijke Voetbalvereniging – normalt blot forkortet Club Brugge – er stiftet i 1891, og klubben har vundet 13 belgiske mesterskaber og 10 belgiske pokalfinaler. Det er dog ved at være nogle år siden, at de seneste titler kom i hus, for seneste mesterskab er fra 2004/05-sæsonen, mens den seneste pokaltriumf blev vundet i 2006/07.

På den europæiske scene var det specielt midt i 1970’erne at Club Brügge gjorde sig bemærket, da de både kom langt i den gamle UEFA Cup samt i UEFA Cuppen for Mesterhold, og specielt i 1978 var de tæt på at slutte helt på toppen af Europa. Her kom Club Brugge nemlig i finalen i Mesterholdenes turnering, endda med danske Birger Jensen på mål, men i finalen viste Liverpool sig at være for stor en mundfuld, og englænderne vandt kampen med 1-0 på et mål midt i 2. halvleg af Kenny Dalglish.

Sidste møde mellem de to klubber
I efteråret 2008 var F.C. København og Club Brugge begge med i UEFA Cuppens gruppespil, og de to hold var endt i gruppe G sammen med franske St. Etienne, norske Rosenborg BK og Valencia CF fra Spanien.

Programmet i gruppe G var lagt sådan, at de to klubber mødtes i sidste runde. På det tidspunkt havde Club Brugge hentet tre point efter tre uafgjorte kampe mod de øvrige hold, og da F.C. København havde tabt til St. Etienne og spillet uafgjort mod Valencia CF og Rosenborg BK, så skulle Byens Hold slå Club Brugge i den sidste gruppekamp for at gå videre til forårets 16-delsfinaler.

Og det lykkedes! F.C. København spillede en rigtig flot kamp på Jan Breydel Stadium, og Byens Hold havde en del chancer for at tage føringen allerede i 1. halvleg. Det blev dog først i 2. halvleg at målet kom, men da det endelig kom, så var det også en meget velfortjent føringsmål – Santin var skytten og manden der dermed gik hen og fik titel af matchvinder!

Udover ovennævnte kamp, så vandt F.C. København i 2002 en træningskamp over Club Brugge med 3-1.

På onsdag går det løs igen, og lad det bare blive alle gode gange tre københavnske sejre!