Carlsberg og FCK står ”Skulder ved skulder”

Carlsberg og FCK står ”Skulder ved skulder”

Øl, fodbold og fankultur. En hellig treenighed, der nu knyttes endnu tættere sammen i et nyt og banebrydende sponsorsamarbejde mellem Carlsberg og F.C. København. 

Carlsberg og F.C. København lancerer i denne uge en fælles kommunikationsplatform, der sætter nye standarder for, hvordan man kan integrere, kommunikere og aktivere et sponsorat.

Det første håndgribelige bevis på, at der er blandet blod på et nyt niveau, er en ny og fælles logotype. Et våbenskjold, hvor Carlsberg-Elefanten og FCK-Løven støtter op om fælles værdier under overskriften ”Skulder ved skulder”. Det handler om sammenhold, kampgejst og fællesskab.

Anders Hørsholt, administrerende direktør, F.C. København:
- Carlsberg og F.C. København har en lang historie bag sig. Derfor er jeg stolt over, at vi i fællesskab kan blive ved med at udvikle vores samarbejde og løfte sponsoratet til nye højder. Jeg synes, at vi med vores nye fælles identitet - ”skulder ved skulder” - sender et markant og positivt budskab til vores omgivelser om, at vi med Carlsberg som hovedsponsor har en særlig stærk medspiller.

Peter Giacomello, Sponsorchef, Carlsberg Danmark:
- Det har været vores ambition at komme videre end de traditionelle sponsorater, hvor man blot eksponerer sit logo f.eks. på banden eller et skilt. Vi har derfor skabt en kommunikationsplatform, der på en hidtil uset måde integrerer øl og fodbold, aktiverer sponsoratet og involverer de mange fans.

Thomas Christenson, &Co.:
- Det har været &Co’s opgave at skabe en kommunikationsplatform, der kunne indfri Carlsberg og F.C. Københavns fælles ambitioner og visioner – og samtidig håndterede meget konkrete udfordringer, som for eksempel at overholde begge virksomheders design guidelines. Vi har skabt en fælles kommunikationsplatform, men vi er også lykkes med at skabe en fælles logotype og grafisk identitet – og dermed én samlet afsender for kommunikationen. I logoet står Carlsberg og FCK ”skulder ved skulder” – også med de mange fans – og udtrykker den fælles passion for fodbold.

Kampagneinformation: Første kampagne omhandler de fælles anstrengelser i forbindelse med indvielsen af C-tribunen som Carlsberg-tribunen. Kampagnen starter i uge 8 med online og intensiveres med TV og outdoor fra uge 9. De kommende kampagner vil blive større og mere spektakulære. De vil i højere grad involvere fans og knytte bånd mellem øl, fodbold og fans. Der er tale om alt fra events, produktkoncepter til online aktiviteter og apps.