2 x københavnerderby: En sejr og et nederlag

Bronze til U16 i GF Cup

I disse dage spilles der GF Cup på Lyngby Boldklubs baner, som er en af Skandinaviens stærkeste eliteungdoms turneringer, hvor U16 og U19 hold fra hele Norden er med. FCK/KB er repræsenteret med både U16 og U19.

 

af Ragnald Kruse

 

Mens U19 turneringen gik i gang i mandags, sluttede U16 i lørdags, hvor værterne fra Lyngby vandt over Malmö FF – Malmö, som dagen forinden havde slået FCK/KB 3-0 i semifinalen.

 

FCK/KB var dog kommet rigtig godt i gang i turneringen med en 2-1 sejr over Landskrona i den første kamp, og en 3-2 sejr over FC Nordsjælland, inden de så desværre mødte deres overmænd i semifinalen. I kampen om 3.-4. pladsen vandt FCK/KB dog overbevisende 6-2 over norske Stabæk, hvor Hayder Aqil Said lavede hattrick. Efter bronzekampen havde træner Henrik Mamsen denne udtalelse:

 

- Det var en kamp, hvor vi viste meget styrke, og det resulterede i rigtigt flotte mål. Vi har kun nået at have to træningspas inden denne turnering, og vi havde nogle nye spillere på prøve, samt taget nogle drengespillere op, da flere af vores normale spillere ikke er vendt hjem fra ferie endnu. 2. halvleg skiftede vi faktisk en del ud, og spillede med næsten kun årgang 93-spillere, men fik alligevel scoret 2 mål, så jeg er meget tilfreds, sagde træner Henrik Mamsen til FCK.DK.