Boldklubben 1903 fylder 100 år den 2. juni

B 1903 trækker ikke længere de store overskrifter - den del af klubben er gennem overbygningsaftalen med KB overladt til F.C. København. Men jubilæet er en kærkommen lejlighed til at markere, at B 1903 stadig lever og har det rigtig godt. Nedenfor kan du læse en det store program i forbindelse med 3'ernes 100 års jubilæum:

Jubilæumsbog
Første skridt til markering af jubilæet er udgivelsen af et 100 års jubilæumsskrift med titlen "-ægte samhold gav den styrke". Udover historien om B 1903 rummer jubilæumsskriftet også indlæg fra markante personer som har påvirket ikke blot B 1903s men hele dansk fodbolds historie, bl.a. videnskabsminister Helge Sander, sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm og FCK-anfører Christian Lønstrup.

Løve Cup 2003
Næste skridt er et gigantisk ungdomsstævne, Løve Cup, hvor ca. 1.000 deltagere i alderen 6 til 10 år vil være i aktion på B 1903s anlæg i løbet af Store Bededagsferien 16 til 17. maj. Begge dage fra kl. 09.00 til 16.00.

Reception
På selve dagen, 2. juni, vil der være reception i klubhuset kl. 16 til 19, hvor vi formoder en række af dansk fodbolds store navne vil komme forbi, og ved selvsyn konstatere, at der stadig er i liv i B 1903.

Jubilæumskamp
Hvem husker ikke da B 1903 slog Bayern München med 6-2 i efteråret 1991og at Danmark året efter blev Europamester i fodbold ?

Nu samler vi de to begivenheder gennem en kamp mellem DBU's Old Boys landshold og B 1903s hold fra kampen mod Bayern München. Old Boys landsholdet forventes at stille med europamestrene Flemming Povlsen, Brian Laudrup, John Faxe Jensen og Henrik Larsen, som på dagen suppleres med navne som Michael Laudrup, Jes Høgh og Mogens Krogh. B 1903's hold tæller blandt mange andre. Michael Manniche og Pierre Larsen samt de stadig aktive Diego Tur og tvillingerne Martin og Michael Johansen.

For de lidt ældre er der endnu mere nostalgi i forkampen når B 1903s danske mestre fra 1969 og 1970 møder KBs danske mestre fra 1968.

Arrangement finder sted lørdag den 7. juni kl. 14.00 til ca. 16.15 på Gentofte Stadion. Der har aldrig før har været så mange (tidligere) landsholdsspillere samlet på Gentofte Stadion, som der vil være ved dette arrangement, hvor de historiske vingesus og nostalgien er i højsædet.