Bolden er og vil altid være rund - uanset om modstanderen hedder Viborg eller Borussia Dortmund!

F.C. København skal både søndag og på torsdag ude i et par hårde kampe, men vi må ikke glemme, at vi skal yde vores bedste i begge kampe. Når først kampen fløjtes i gang, er det underordnet hvor modstanderen kommer fra!

Med kampen mod Viborg er vi nået næsten halvvejs gennem årets SAS-liga. For F.C. Københavns vedkommende har første halvdel af sæsonen budt på flere glæder end sorger. Med en god pointhøst i efterårets sidste kampe kan vi placere os helt i toppen og særdeles gunstigt forud for vinterpausen.

Der er som bekendt ingen lette kampe på forhånd, men skal vi fortsat bevare vore muligheder for at genvinde mesterskabet, er der næppe tvivl om, at vi først og fremmest skal forsøge at vinde vore hjemmekampe. Det betyder så også, at vi ikke kan tillade os at holde igen i dagens hjemmekamp mod Viborg, som vi senest mødte i DONG-cup'en med en 2-0 sejr som resultat.

I midlertidig er Viborg ikke mindst på udebane et giftigt hold, som vi altid har spillet meget jævnbyrdige kampe med.
Når talen falder på jævnbyrdighed, er det i øvrigt påfaldende, at afstanden i den øverste række mellem top og bund sjældent har været større på dette tidspunkt af sæsonen. Fire klubber i SAS-ligaen er således tæt på at være isoleret i bunden, og det er svært at undlade at pege på en sammenhæng mellem sportslige resultater og evnen til at få økonomien til at stemme med ambitionerne.

Læs mere i søndagens kampprogram...