AUDI KB-Cup en stor succes

AUDI KB-Cup en stor succes

I weekenden afsluttede KB den årlige nordiske ungdomsturnering Audi-KB Cup på banerne på Frederiksberg, og det blev igen en stor succes både inden for og uden for kridtstregerne.

- Der skal virkelig lyde en stor ros til den ene af vores moderklubber, KB, for en fantastisk turnering. Dels for et højt sportsligt niveau, og dels for en exceptionel gennemførelse af hele det store arrangement, siger Sune Smith-Nielsen, manager for School of Excellence.

- Det er fantastisk for School of Excellence at kunne være en del af denne turnering og møde stærke hold fra hele Norden, og det er også en fornøjelse at opleve alle de mange frivillige, der udfører et stort stykke arbejde for at få det hele til at fungere.

F.C. København deltog med hold i U13-, U14- og U15-årgangene, og Sune var tilfreds med præstationerne:

- Resultaterne er ikke altid det vigtigste for de her spillere, og vi ser mere på præstationerne. De var rigtigt gode, og vores hold fremstår meget tydeligt i forhold til den spilfilosofi, som vi ønsker i School of Excellence. Vi fik bekræftet, at vi har et stort talentpotentiale i de tre årgange, der deltog, og så var det fantastisk, at U14-holdet tilmed vandt deres række efter en flot præstation, slutter Sune.

Det var i øvrigt fjerde år i træk, at U14-holdet fra School of Excellence vandt turneringen, og den kom i hus med en 1-0-sejr over de stærke svenske fra Malmö FF. Bagefter fik de glade og stolte drenge overrakt pokalen af Danny Amankwaa, mens Andreas Cornelius og Bashkim Kadrii fik fornøjelsen af henholdsvis U13- og U15-vinderne.

 
Klik på pilene i siderne af topbilledet på denne side for at se flere billeder fra AUDI KB-Cup 2015.