Ariël Jacobs: - Vi skaber syv-otte chancer

Ariël Jacobs: - Vi skaber syv-otte chancer

Så tages der snart hul på en ny Superligasæson, og F.C. København hentede en 2-1 sejr over Cercle Brügge i den sidste træningskamp inden søndagens opgør mod FC Midtjylland.

Af Jan Eliassen
Efter opgøret fik FCK.DK fat i Ariël Jacobs, og han havde denne kommentar til aftenens kamp:

- Jeg er meget tilfreds med de første nogle og tyve minutter, hvor vi dels afholder dem fra de store chancer – men også selv får scoret to mål. Herefter får vi ikke helt brugt bolden godt nok, og desværre får Cercle Brügge så reduceret på et lidt dumt mål.

- I 2. halvleg synes jeg vores boldomgang er noget bedre, og igen får vi skabt nogle chancer. Samlet set vil jeg tro, at vi skaber syv-otte chancer, og udnyttelsesprocenten er måske lidt for lav, da vi jo kun scorer kun to mål – men i den anden ende giver vi så også kun tre chancer og et mål væk. 

Søndagens startopstilling ville Ariël Jacobs ikke sætte navne på:

- En startopstilling er jo altid et øjebliksbillede, så selvom vi i store træk har en ide om hvem der starter inde, så kan der jo ske mange ting mellem nu og første fløjt. 

- Om vi så valgte den rette startopstilling får vi at se på søndag efter kampen, sagde den belgiske cheftræner afslutningsvist med et stort smil.

Aftenens anfører Martin Vingaard satte disse ord på sejren:

- Det var en fin træningskamp, og en kamp der blev spillet i et godt tempo. Der er da et par små-justeringer vi skal kigge på i de kommende dage, men i dagens sejr skabte vi godt med chancer og gav også få chancer væk, så vi er klar til 90 minutters fodbold, og dermed er vi naturligvis klar, når Superligaen starter på søndag.