Ariël Jacobs: - En præstation at være stolt af

Ariël Jacobs: - En præstation at være stolt af

Der var både en international stemning og et internationalt snit over aftenens kamp mod FC Nordsjælland. Bagud 0-1 ved pausen viste F.C. København en fantastisk mentalitet i anden halvleg, og fik fortjent vendt kampen til en 2-1 sejr.

Af Jan Eliassen
Efter kampen fik FCK.DK en hurtig snak med cheftræner Ariël Jacobs:

- Jeg synes det her er en præstation og et resultat, som spillerne kan være rigtig stolte af!

Ariël Jacobs mente at begge mandskaber bidrog til en god kamp:

- Vi spillede en god kamp, men det skal også siges, at for at få en god kamp, så kræver det to gode hold – og FC Nordsjælland gjorde deres til, at det blev en god kamp. Kampen havde et internationalt niveau, men det skyldtes som sagt, at begge hold bidrog til underholdningen.

F.C. København skabte chancerne i første halvleg, men desværre stod Jesper Hansen i vejen:

- I første halvleg havde FC Nordsjælland måske to chancer, mens vi havde en fem-seks stykker, og derfor syntes jeg ikke det var specielt fortjent, at de kunne gå til pausen foran 1-0. Ingen tvivl om at deres bedste mand i de første 45 minutter var deres målmand.

- Men vi følte i pausen, at vi sagtens kunne ændre udfaldet af den her kamp. Vi fik presset dem, og fik vist en fantastisk mentalitet. Samtidig fik vi også en enorm støtte fra vores fans, og vores sejr var fuldt fortjent – og vi kunne vel også godt have scoret et eller to mål mere, sluttede Ariël Jacobs af med at konstatere.

Den første af F.C. Københavns målscorere Igor Vetokele sagde efter kampen til FCK.DK:

- Som angriber er jeg naturligvis glad for at score, men endnu vigtigere var det at vi vandt kampen, og at vi nu har et seks point stort forspring ned til FC Nordsjælland. Jeg er glad for den store støtte jeg fik fra tilskuere, og det får mig kun til at arbejde endnu hårdere, og få vist endnu mere af hvad jeg kan.

Kris Stadsgaard: Tak til trænerteamet

- Jeg synes vi spillede en god kamp, og det er fuldt fortjent vi vinder. Vi skulle været kommet foran 1-0 i første halvleg, men det gjorde vi ikke, og bagud 0-1, så måtte vi bare arbejde endnu hårdere i anden halvleg. FC Nordsjælland spillede også en god kamp, vi var bare bedre - og så kan vi takke trænerteamet for at levere et solidt oplæg, for det var det der gjorde forskellen i dag!

Andreas Cornelius: Vi holdt et højt tempo

- Vi spillede en fremragende kamp, og var en smule bedre end dem i første halvleg - men i anden halvleg var vi meget bedre. Vi holdt et højt tempo, og jeg tror det har været en sjov kamp for tilskuerne. Tak til tilskuerne, for de leverede en sindsyg støtte, og det gør mig kun endnu bedre.

Pierre Bengtsson: Skønt at få revanche

- Jo, det var et godt indlæg jeg slog ind til Cornelius, og dejligt at se den gå i mål. Vi viste god moral ved at vende 0-1 til 2-1, og den her kamp kan vi bygge videre på inden torsdagens kamp i Europa League. Og med sejren var det også skønt at få revanche i forhold til den sidste kamp mod nordsjællænderne.

Thomas Delaney: De blev jo aldrig rigtig farlige

- En god kamp, en god første halvleg - men hvor FC Nordssjælland desværre kommer både flot og lidt heldigt foran 1-0. Men vi holdt tempoet oppe, og havde troen på at det kunne vendes. Vi pressede dem og fik scoret de to mål, og selv efter vores 2-1 mål holdt vi presset på dem, og de blev jo aldrig rigtig farlige. Jeg havde selv et godt forsøg i første halvleg, hvor jeg fik ramt den "lige i røven", men desværre var den lige på keeperen...

Ragnar Sigurdsson: Jeg synes vi havde godt styr på dem

- Vi kørte dem jo nærmest over. Ud over deres drømmemål i første halvleg, så havde de jo næsten kun en halv chance. Jeg synes vi havde godt styr på dem, og det gik godt sammen med Kris nede bagved. Vi kunne stå højt og på den måde få lagt et godt pres på deres angribere - og så var det skønt at se dem oppe foran vende 0-1 til en 2-1 sejr!