Antonsson ser frem mod semifinalerne

Antonsson ser frem mod semifinalerne

Mikael Antonsson var ikke med, da løverne senest vandt pokalen i 2012, men derimod er han en af de to i den nuværende trup (Zanka er den anden), der var med til at besejre AaB 1-0 i finalen i maj 2009.

- Vi skal huske, at det først afgøres efter to kampe, men det har vi jo god erfaring med fra mange europæiske kampe. Som alle ved, gælder det i den type kampe om at få et godt resultat i den første kamp, det vil sige holde nullet og selv score et og helst flere mål. Det er jo ikke så længe siden vi mødte Esbjerg, så vi kender dem godt, og det gælder selvfølgelig også for dem, siger den stærke svenske stopper.

Han og resten af holdet ved godt, at succes i pokalen kan sikre dem en ekstra uges ferie med familien, men det er ikke noget tema i sig selv.

- Ja, det er rigtigt, men vi behøver ikke den ekstra motivation for at gå efter pokalen! Det er heller ikke noget, man tænker på, når kampen er i gang, så handler det altid bare om at vinde, konstaterer Anton.

Club Secretary Daniel Rommedahl uddyber, hvilken betydning det kan få for den kommende sæsonplanlægning:

- Hvis vi indhenter FC Midtjylland og snupper guldet, er det i sagens natur ikke aktuelt, for så skal vi spille Champions League-kvalifikation. Men hvis ikke det sker, vil en pokalsejr give mere tid til både sommerferie og sæsonforberedelser. Den danske ”lande-koefficient” i UEFA-regi er blevet dårligere de senere år, så nr. 2 og 3 i Alka Superligaen skal med i første kvalifikationsrunde til Europa League, som afvikles den 2. og 9. juli. Pokalvinderen indtræder derimod først i anden kvalifikationsrunde den 16. og 23. juli. Eftersom den nuværende sæson slutter den 7. juni, bliver der ikke lang tid til forberedelserne for de hold, der skal spille allerede 2. juli.