Anton og Bashkim holdt "working holiday"

Anton og Bashkim holdt "working holiday"

En af de spillere, der sluttede sidste sæson på skadelisten, var Mikael Antonsson, der rev en sene over i lysken nede i Slagelse mandagen inden pokalfinalen. Men Anton var tilbage på træningsbanen og fortæller her om en ferie i genoptræningens tegn:

- Vi har været i New York i ferien, hvor min kones søster bor, så der har vi været ovre flere gange og boet privat hos dem. Men i år har det ikke bare været ferie, for jeg har brugt en del tid på genoptræning, hvor jeg har mødtes 4-5 gange med David Cosgrave (leder af sundhedssektoren, red.), som også har været i New York, og vi har genoptrænet sammen ned i Central Park, hvor vi fandt en softball-court, fortæller Anton.

Også Bashkim Kadrii tog del i genoptræningen i New York sammen med Anton og David:

- Ja, først var jeg i Las Vegas sammen med Zanka, men så fløj jeg til New York og genoptrænede med de andre, og derfra rejste David og jeg videre til Los Angeles og fortsatte genoptræningen, fortæller Bashkim, der træner sammen med de andre, men først forventer at være aktuel til at spille kamp i august.

Men hvorfor flyve helt til Los Angeles for at genoptræne, spurgte vi David Cosgrave.

- Det handler primært om at stimulere og inspirere efter et langt og slidsomt år med benhård genoptræning hjemme i København. Nu passede det også med, at Anton i forvejen skulle på ferie i New York, men det giver noget mentalt, når man kan genoptræne i andre omgivelser, som vi f.eks. gjorde på Santa Monica Beach i Californien. Så det var ”working holiday”, siger David Cosgrave.