Ankersen: Vi skal til at vinde igen

Ankersen: Vi skal til at vinde igen

Efter to uafgjorte og et nederlag ser Peter Ankersen frem til, at vi finder ind i sejrsrytmen igen og henter 3 point mod AGF på søndag.

- Jeg forventer, at vi kommer til at dominere kampen, og så håber jeg selvfølgelig, at vi kommer ind i rytmen igen med at få tre point i stedet for et. En sejr er absolut det primære mål på søndag, siger Peter Ankersen.

Spillerne har for en gangs skyld haft lidt over en uge sammen på træningsbanen, og selv om det er på en triste baggrund, kan Peter godt finde noget positivt i det:

- Vi har desværre ikke de europæiske midtugekampe, men så må vi bare være 120 % klar i Alka Superligaen, og det er også det vi stiler efter. Det gælder om at finde tilbage og bygge videre på det, vi skabte i de første kampe, og jeg synes, vi har haft en god træningsuge, så jeg er meget fortrøstningsfuld.

Selv om de har været lidt ind og ud af ligaen, er AGF en gammel kending i Alka Superligaen, også for Peter Ankersen.

- De har fået ny træner, siden jeg sidst var med til at møde dem, så det er et lidt anderledes hold nu. De er blevet mere boldbesiddende, men det tror jeg vil passe os fint. Vi skal stadig ud og dominere kampen og gå til den, ligesom vi plejer at gøre, og så er jeg sikker på, at vi nok skal få et godt resultat, vurderer Peter.

Efter at Peter Ankersen var startet inde i sæsonens hidtidige kampe, fik Tom Høgli chancen fra start i Herning. I tirsdagens træningskamp mod OB's reserver spillede Peter den første time på højre back, mens Høgli spillede 1. halvleg på venstre back. Hvilke tanker gør Peter sig, hvis han starter igen mod AGF?

- Jeg har haft meget fokus på det defensive i min start i klubben, og jeg føler, at jeg har fået det meste på plads. Så jeg vil til at fokusere mere på det offensive spil, og det må meget gerne starte på søndag, hvis jeg får chancen. Under alle omstændigheder glæder jeg mig til kulissen, og jeg håber det bliver en fed kamp, hvor vi bagefter kan fejre en sejr sammen med alle fansene!


>> Her kan du købe billet til AGF-kampen på søndag kl. 18.