Anders Hørsholt: Er Superligaen syg?
16/05 2012 10:38
Af Anders Hørsholt, CEO, F.C. København
I den seneste periode er der kommet nogle kontante meldinger, som bør få alle lamper til at lyse rødt i Superliga-klubberne. Superligaen er blevet for kedelig, attraktionen er væk, tilskuerne flygter, og det gør tv-seerne også, lyder det.
Budskaberne leveres uden indpakning af cheferne for dem, der betaler for showet - henholdsvis Viasat og Canal9. Skåret ind til benet siger Peter Nørrelund og Anders Bay vel, at Superligaen ikke lever op til den værdi, som TV-selskaberne betaler for. Det forretningsmæssige grundlag for Superliga-fodbold drages dermed i tvivl. TV-selskaberne leverer årligt et pænt trecifret millionbeløb til klubberne. Og uden de penge vil mange klubbers eksistensgrundlag være væk.
Og det værste er jo, at man grundlæggende må give dem ret. Selv om vi i F.C. København leverer og igen spiller med om guldet, er nerven og intensiteten i Superligaen på kraftigt retur. Hvilket betyder, at den kommercielle værdi falder. Det understreges af de faldende seertal til topopgørene og det vigende antal tilskuere på tribunerne. Jeg hører mig også til, at det kan aflæses i sponsorindtægterne i mange klubber.
Hvis vi skal ud af den negative spiral, er det nødvendigt at bryde nogle tabuer og komme ind til problemets kerne. Ellers frygter jeg, at nedturen for Superligaen vil fortsætte.
Den kommercielle værdi i Superligaen er i dag nøje knyttet til få klubber. Hvis ligaen skal være attraktiv og leve op til sin markedsværdi, kræver det, at disse klubber hvert eneste år udgør top 3 og spiller med om guldet. I år er det desværre kun F.C København blandt de kommercielle dynamoer, der er med i topstriden.
Kigger vi rundt i Europa, er det jo tydeligt, at de bedste ligaer defineres af at have en stærk og konstant top. Med al respekt er det jo ikke Mainz 05 mod Hoffenheim, der driver TV- indtægterne eller sponsorindtægter i Bundesligaen eller Stoke mod Wigan i Premier League. Og sådan er situationen tilsvarende i f.eks. Spanien, Italien og Holland.
Naturligvis er det charmerende og forfriskende, at andre klubber blander sig i topstriden, men grundlæggende er det et svaghedstegn for Superligaen. Set med forretningsmæssige briller er det nødvendigt, at storklubberne kommer op i niveau og præsterer meget mere solidt i hver sæson. For ingen andre klubber kan trække de nødvendige seere, den nødvendige nerve og intensitet, der er selve værdiforudsætningen for Superligaen.
Man kunne jo stille spørgsmålet til Viasat: Hvad er markedsværdien på henholdsvis et intenst mesterskabsopgør mellem F.C. København og Brøndby tilsvarende det, vi har i år, mellem FCK og FCN?
Hvis vi skal udvikle en Superliga, der skal kunne tage TV-kampen op på dansk jord mod Premier League og Champions League, skal vi satse på toppen og ikke på bredden. Vi skal turde dyrke det elitære og acceptere præmissen om, at der skal være forskel. Superligaen har ikke ansvaret for bredden – men for eliten.
Vi må genoverveje turneringsstrukturen for at skabe flere attraktive kampe og samtidig sikre at de indtægter, der drives af den ultimative top i dansk klubfodbold fordeles mellem færre klubber. Der skal være færre klubber i Superligaen og indføres et slutspil, hvor intensiteten er høj. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil øge spændingsniveauet og ikke mindst den fodboldmæssige og kommercielle kvalitet.
Det bør være et krav fra køberne af TV rettighederne at pengene i større grad flyder derhen hvor værdien skabes. Altså skal pengene fra TV-rettighederne i stigende grad reflektere klubbernes kommercielle værdi. Klubber som Brøndby og F.C. København modtager vel det halve af, hvad de kampe reelt er værd på tv-markedet. Det holder ikke i længden og det bør fællesskabet acceptere. Alternativt udvandes den samlede Superligaværdi og dermed pengestrømmene til alle klubberne.
Vi skal genskabe de intense opgør mellem Danmarks store klubber. Giganters kamp skal rulle henover græsset igen. Kampe, der lever op til tilskuernes og TV seernes berettigede forventning om attraktiv fodbold og et højt spændingsniveau. Lykkes vi med det, går Superligaen en lys fremtid i møde.
I den seneste periode er der kommet nogle kontante meldinger, som bør få alle lamper til at lyse rødt i Superliga-klubberne. Superligaen er blevet for kedelig, attraktionen er væk, tilskuerne flygter, og det gør tv-seerne også, lyder det.
Budskaberne leveres uden indpakning af cheferne for dem, der betaler for showet - henholdsvis Viasat og Canal9. Skåret ind til benet siger Peter Nørrelund og Anders Bay vel, at Superligaen ikke lever op til den værdi, som TV-selskaberne betaler for. Det forretningsmæssige grundlag for Superliga-fodbold drages dermed i tvivl. TV-selskaberne leverer årligt et pænt trecifret millionbeløb til klubberne. Og uden de penge vil mange klubbers eksistensgrundlag være væk.
Og det værste er jo, at man grundlæggende må give dem ret. Selv om vi i F.C. København leverer og igen spiller med om guldet, er nerven og intensiteten i Superligaen på kraftigt retur. Hvilket betyder, at den kommercielle værdi falder. Det understreges af de faldende seertal til topopgørene og det vigende antal tilskuere på tribunerne. Jeg hører mig også til, at det kan aflæses i sponsorindtægterne i mange klubber.
Hvis vi skal ud af den negative spiral, er det nødvendigt at bryde nogle tabuer og komme ind til problemets kerne. Ellers frygter jeg, at nedturen for Superligaen vil fortsætte.
Den kommercielle værdi i Superligaen er i dag nøje knyttet til få klubber. Hvis ligaen skal være attraktiv og leve op til sin markedsværdi, kræver det, at disse klubber hvert eneste år udgør top 3 og spiller med om guldet. I år er det desværre kun F.C København blandt de kommercielle dynamoer, der er med i topstriden.
Kigger vi rundt i Europa, er det jo tydeligt, at de bedste ligaer defineres af at have en stærk og konstant top. Med al respekt er det jo ikke Mainz 05 mod Hoffenheim, der driver TV- indtægterne eller sponsorindtægter i Bundesligaen eller Stoke mod Wigan i Premier League. Og sådan er situationen tilsvarende i f.eks. Spanien, Italien og Holland.
Naturligvis er det charmerende og forfriskende, at andre klubber blander sig i topstriden, men grundlæggende er det et svaghedstegn for Superligaen. Set med forretningsmæssige briller er det nødvendigt, at storklubberne kommer op i niveau og præsterer meget mere solidt i hver sæson. For ingen andre klubber kan trække de nødvendige seere, den nødvendige nerve og intensitet, der er selve værdiforudsætningen for Superligaen.
Man kunne jo stille spørgsmålet til Viasat: Hvad er markedsværdien på henholdsvis et intenst mesterskabsopgør mellem F.C. København og Brøndby tilsvarende det, vi har i år, mellem FCK og FCN?
Hvis vi skal udvikle en Superliga, der skal kunne tage TV-kampen op på dansk jord mod Premier League og Champions League, skal vi satse på toppen og ikke på bredden. Vi skal turde dyrke det elitære og acceptere præmissen om, at der skal være forskel. Superligaen har ikke ansvaret for bredden – men for eliten.
Vi må genoverveje turneringsstrukturen for at skabe flere attraktive kampe og samtidig sikre at de indtægter, der drives af den ultimative top i dansk klubfodbold fordeles mellem færre klubber. Der skal være færre klubber i Superligaen og indføres et slutspil, hvor intensiteten er høj. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil øge spændingsniveauet og ikke mindst den fodboldmæssige og kommercielle kvalitet.
Det bør være et krav fra køberne af TV rettighederne at pengene i større grad flyder derhen hvor værdien skabes. Altså skal pengene fra TV-rettighederne i stigende grad reflektere klubbernes kommercielle værdi. Klubber som Brøndby og F.C. København modtager vel det halve af, hvad de kampe reelt er værd på tv-markedet. Det holder ikke i længden og det bør fællesskabet acceptere. Alternativt udvandes den samlede Superligaværdi og dermed pengestrømmene til alle klubberne.
Vi skal genskabe de intense opgør mellem Danmarks store klubber. Giganters kamp skal rulle henover græsset igen. Kampe, der lever op til tilskuernes og TV seernes berettigede forventning om attraktiv fodbold og et højt spændingsniveau. Lykkes vi med det, går Superligaen en lys fremtid i møde.
