Amin Chiakha

Amin Chiakha udlejes til Vejle Boldklub

F.C. København har indgået en lejeaftale med Vejle Boldklub om Amin Chiakha. Aftalen gælder for hele sæsonen 2025/26 og har til formål at give Chiakha mere spilletid i en seniorramme og fortsætte hans udvikling i et konkurrencepræget miljø.

Amin Chiakha: Fokus på min udvikling
"Jeg er glad for denne mulighed, som giver mig værdifuld spilletid og erfaring på seniorniveau. Det betyder meget for mig, at min udvikling er i fokus." 

"Jeg har set andre FCK-spillere udvikle sig positivt via lejeophold, og nu er det min tur. Jeg vil give alt i Vejle – og vende tilbage til F.C. København endnu bedre, end da jeg drog af sted,” siger Amin Chiakha. Lejeaftalen indeholder en mulighed for at bringe Amin Chiakha tilbage til F.C. København i vinterens transfervindue og er uden optioner.

Sune Smith-Nielsen: Vi skal give Amin flere minutter
"Amin er en spiller, vi tror stærkt på i F.C. Københavns fremtid," siger sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.
 
"Vi har grundet den stærke konkurrence svært ved at give ham det nødvendige antal minutter her og nu, og derfor har vi valgt at sende ham til Vejle, hvor han kan få erfaring, modne sig og påtage sig en rolle med større ansvar."

"Vi glæder os til at følge hans udvikling tæt – og se ham vokse både som spiller og som individ,” siger sportsdirektøren.

Amin Chiakha har indtil videre spillet 29 kampe for F.C. København og scoret 7 mål – heraf flere i europæiske turneringer.