Álvaro Santos bliver ny assistenttræner i FC Rosengård 1917 Elitfotboll
F.C. København-legenden Álvaro Santos fortsætter sin trænerkarriere som assistent for Herre A-holdet i FC Rosengård 1917 Elitfotball.
50 mål og 25 assists i 120 kampe. Sådan husker mange F.C. Københavnere brasilianske Álvaro Santos, som blandt fans fik kælenavnet ’Verdens Flinkeste Mand.’
Angriberen spillede med løven på brystet i tre sæsoner fra 2003 til 2006. Da han lagde fodboldstøvlerne på hylden, kastede han sig over trænergerningen, og det fører ham nu til FC Rosengård 1917 Elitfotball AB, hvor han starter som assistenttræner for Herre A-holdet mandag den 19. januar.
Med trænererfaring fra både Helsingborgs IF og Helsingør bringer Álvaro Santos sit indgående kendskab til både dansk og svensk topfodbold med sig til FC Rosengård 1917.
Álvaro: Som en drøm, der går i opfyldelse
”På mange måder sluttes ringen for mig nu,” siger Álvaro Santos.
“At jeg kan bidrage på både dansk og svensk i FC Rosengård er som en drøm, der går i opfyldelse for mig. Både Danmark og Sverige betyder så meget for mig, og vi skal bringe det bedste fra begge lande sammen her i FCR.”
“Jeg tager al min dedikation, al min viden og erfaring med ind i det her vigtige arbejde,” siger Álvaro Santos.
Sammen med Marcus Oxe og William Bergendahl – nyudnævnt sportschef og cheftræner – skal Álvaro Santos stå i spidsen for den daglige udvikling af klubbens førstehold.
Ansættelserne er første milepæl for det nyoprettede aktieselskab FC Rosengård 1917 Elitfotball AB, der ejes af PARKEN Sport & Entertainment A/S, Danir og FC Rosengård 1917.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Morten Grahn: En super signing
Morten Grahn, udviklingsdirektør i F.C. København, kalder ansættelsen af Álvaro Santos for en super signing:
”Vi har været igennem en lang række af kandidater og interview, og til slut var der ingen tvivl om, at Álvaro er den rigtige for FC Rosengård.”
“Han har så meget at byde på, både trænerfagligt og menneskeligt, og han kender begge landes fodboldkultur indgående. Det her en super signing,” siger Morten Grahn.
Håkan Wifvesson: En spændende proces
Bestyrelsesformand i FC Rosengård, Håkan Wifvesson, supplerer:
”Vi er meget glade for at byde velkommen til Álvaro, der sammen med Marcus Oxe og William Bergendahl vil udgøre det stærke team, som får til opgave at bygge førsteholdet op på ny og udvikle vores nye fodboldorganisation i hverdagen. Der ligger en spændende proces foran os,” siger Håkan Wifvesson.
FC Rosengård 1917 Elitfotball AB spiller i den tredjebedste svenske række, Ettan södra, og er netop gået i gang med forberedelserne til den svenske sæsonstart til april.