Elias Achouri

Achouri: Vi ved, hvad det gælder

Elias Achouri fik en flot start på sæsonen i fredagens udekamp i Viborg, hvor han blandt andet scorede vores første mål og var med i opspillet til det andet. 

Vi spurgte, om det stadig er noget særligt for den tunesiske kantspiller at komme tilbage til Viborg, hvorfra vi hentede ham i sommeren 2023 - om tre dage helt præcist for to år siden, den 24. juli 2023.

"Ja, det er stadig specielt for mig at komme tilbage til Viborg, hvor jeg spillede i min første sæson i Danmark, men nu er jeg her i F.C. København, og så er det jo mit job nu at gøre alt hvad jeg kan for at besejre dem," smilede han efter mandagens træning.

Achouri har fået masser af spilletid i pre-season i modsætning til i efteråret 2024 og foråret 2025, hvor han døjede med skader.

"Jeg har ikke haft skader eller problemer, men er helt klar til den her sæson, og det er jeg selvfølgelig glad for. Det er en god følelse, og vi kom jo også godt fra start med en sejr og også en god kamp for mig personligt."

"Nu bliver det dejligt at komme ind i Parken igen, hvor vi allerede mødte fansene forrige lørdag til HSV-kampen, hvor stemningen var helt utrolig. Det håber jeg også, den bliver i morgen, og jeg er sikker på, at vi som altid får en fantastisk støtte."

"Drita er et hold, vi skal kunne besejre, men vi skal vise respekt, og den bedste måde at gøre det på er at være fuldt fokuseret på kampen og så vinde en sikker sejr inden returkampen."

"Vi ved i hvert fald hvad det gælder, for en plads i Champions League ligafasen er et vores store mål, og det håber jeg virkelig, at vi kan kvalificere os til igen," slutter Elias Achouri, som i fredags scorede sit niende FCK-mål i 81 kampe.

>> Find din plads til kampen her

>> Forhindret? Se kampen i FCK-appen eller på tv.fck.dk